Hørsholm: 40 beboere har samlet underskrifter ind for at bevare et 90 år gammelt hus på Stolbergsvej.
Byggeforeningshusene på Stolbergsvej er bevaringsværdige, og derfor gik snakken blandt vejens beboere, da de i efteråret hørte, at en ny husejer havde planer om at rive sin villa i nummer 32 ned for at bygge et dobbelthus på grunden.
– Det er vigtigt for os, hvad der sker. Det er jo en del af Hørsholms historie med de 15 huse, der hænger sammen, forklarer Vibe Bryndum, som bor i nummer 15 med udsigt til nummer 32 på den anden side af den smalle villavej.
Sammen med sin mand satte Vibe Bryndum en underskriftsindsamling i gang, hvor 40 beboere på vejen skrev under på, at de ønsker huset på Stolbergsvej 32 bevaret.
Onsdag skal politikerne i miljø- og planlægningsudvalget beslutte, hvilken anbefaling de vil sende videre til kommunalbestyrelsen i nedrivningssagen. Administrationen i kommunen anbefaler politikerne at fastholde et forbud mod nedrivning.