Kvindeteam står bag ny uddannelse i naturbaseret yoga og mindfulness

Med inspiration fra naturens rødder er der kommet en ny spændende mulighed for at fordybe sig. Sammen med to andre kolleger har Dorthe Lynge Rasmussen fra Hørsholm startet en helt ny instruktøruddannelse i naturbaseret yoga og mindfulness

Dorthe bliver jordnær med yoga

For 51-årige Dorthe Lynge Rasmussen har det givet mening at trække noget af hendes yogapraksis ud i naturen. Foto: Marcus Lynge Rasmussen

Af Eva Helena Andersen

Engang levede vi i naturens cyklus og fulgte døgnets rytme. Vi arbejdede, når det var lyst og gik til ro, når det var mørkt.

Døgnets rytme fulgte årstidernes cyklus, som skabte en balance for os mellem aktivitet og hvile. I dag har vi en teknologi, som kræver, at vi ’er på’ døgnet rundt, året rundt, og vi er overladt til selv at finde balance mellem aktivitet og hvile.

Det var ønsket om at trække yoga- og mindfulnessprocessen tilbage til det oprindelige udgangspunkt og gøre det jordnært, der førte de tre kvindelige instruktører sammen om at skabe noget nyt, de helt enkelt og meget oplagt kalder for ’Jordnær’.

Ud over Dorthe Lynge Rasmussen fra Hørsholm, som blandt andet underviser i yoga, består teamet af Lilian Damgård Busk, yoga- og meditationslærer, og Sissel Lea Nielsen, naturterapeutisk mindfulness instruktør. Begge fra Humlebæk.

Ventil i travlt arbejdsliv

Siden foråret 2022 har de arrangeret forskellige workshops. I efteråret startede desuden en et-årig naturbaseret yoga og mindfulness uddannelse med afsæt i naturens årstider.

Artiklen fortsætter under foto…

De tre instruktører bag Jordnær, Dorthe Lynge Rasmussen (51), Lilian Damgård Busk (57) og Sissel Lea Nielsen (47). Foto: Marcus Lynge Rasmussen

51-årige Dorthe har en mangeårig baggrund fra bankverdenen, men valgte at efteruddanne sig til yogalærer. De sidste tre år har hun haft flere ugentlige hold både ude og inde, og nu underviser hun i yoga fuld tid.

– Yoga var en ventil for mig i et travlt arbejdsliv. Et ønske om at bruge kroppen, mærke naturen indeni og udenfor, fortæller Dorthe Lynge Rasmussen.

Finde sit spot

Det er samme ønske om at være nærmere ydre og indre natur, der har tiltrukket deltagerne på Jordnærs instruktør-uddannelse.

FAKTA

  • Man kan læse mere om workshops og instruktøruddannelsen på de tre kvinders hjemmeside jordnaer.org.
  • Uddannelsen løber over et år og har 250 timers undervisning, der afholdes hos Ör & Sund i Humlebæk. Pris 42.000 kr.
  • Fredag den 24. marts er der planlagt en éndagsretræte på Esrum Kloster med temaet ’balance’. Deltagerpris 650 kr.

Flere har ligesom Dorte Lynge Rasmussen en baggrund som ledere og konsulenter, både i den offentlige og private sektor. En er sundhedskonsulent, en anden tager orlov.

– Alle er allerede godt i gang med at øve sig i at instruere hinanden. Deltagerne opfordres også til at finde et ’sit spot’ og bare sidde og iagttage, hvad der sker på samme sted på de forskellige årstider, oplyser Dorte Lynge Rasmussen. Hun forsætter:

– Selv med en dags mellemrum kan der være nye ting, der opleves. Vejret kan skifte fra silende regn, blæst til sne og skyfri himmel. Der er en særlig bevægelse i nogle grene. Det føles naturligt at sidde op ad en træstamme og mærke en forbundethed.

Balance og harmoni

Hos ’Jordnær’ arbejdes med forskellige temaer og dykker ned i den indiske yogapraksis og filosofi. Der undervises i kroppens forskellige funktioner og organer og øves i åndedrætsteknikker, yoga og nærvær, både inde og ude.

Artiklen fortsætter under foto…

En stor del af uddannelsen foregår i naturen. Her ved bål fra en vinterretræte. Foto: Eva Helena Andersen

– I øjeblikket, hvor vi går fra vintermånederne til det spirende forår, har Jordnær fokus på balance som fænomen og det, at vi mennesker lige som naturen har en iboende evne til en naturlig tilstand af harmoni og balance, lyder det fra Dorthe.

– Der sker noget, når vi giver os tid til færdes i naturen. De modsatrettede kræfter, vi iagttager i naturen, er en balancekunst, som vi også kan lære i os selv, konkluderer hun.

For 51-årige Dorthe Lynge Rasmussen har det givet mening at trække noget af hendes yogapraksis ud i naturen. Foto: Marcus Lynge Rasmussen