Kritik: Lukning af Familiehuset vil resultere i svigt

Lukningen af Hørsholm Kommunes familiehus vækker bekymringen hos kredsformand i Socialpædagogerne Nordsjælland, der kalder beslutningen “drastisk”. Udvalgsformand understreger, at behandlingen fortsætter, selvom huset forsvinder.

Venstre overhaler LA efter tæt løb

Lukningen af Hørsholm Kommunes familiehus vækker bekymringen hos kredsformand i Socialpædagogerne Nordsjælland, der kalder beslutningen “drastisk”. Udvalgsformand understreger, at behandlingen fortsætter, selvom huset forsvinder.

Foto: Morten Timm

– Vi er meget bekymrede over, at man vælger at nedlægge Familiehuset.

Sådan lyder det fra Lene Ek Christensen, der er kredsformand hos Socialpædagogerne Nordsjælland. Fagforeningen repræsenterer på landsplan 40.000 socialpædagoger.

I forbindelse med budgetaftalen for årene 2023 til 2026 har man i Hørsholm Kommune besluttet at nedlægge Familiehuset, der yder støtte og familiebehandling til børn, unge og deres familier. I huset er der blandt andet ansat psykologer og socialpædagoger.

– Jeg synes, det er meget kontroversielt, for det er i familiehuset, at der bliver lavet forebyggende arbejde i forbindelse med sårbare børn og familier. Det kan godt være, at man sparer nogle penge nu og her, men det er ikke smart på længere sigt. Der er nogen, der vil blive svigtet, lyder det fra Lene Ek Christensen.

Lene Ek Christensen er kredsformand hos Socialpædagogerne Nordsjælland og medlem af fagforeningens hovedbestyrelse. Hun er bekymret over, at Hørsholm Kommune vil nedlægge Familiehuset.

Specialiseret behandling

Af den netop indgåede budgetaftale fremgår det, at “Familiehuset nedlægges og i stedet købes familiebehandling fremover eksternt, hvilket giver bedre mulighed for specialisering i familiebehandlingen”.

Det er et udsagn, der afføder kritik fra Lene Ek Christensen.

– Det arbejde, der foregår i Familiehuset i Hørsholm, er ekstremt specialiseret. Jeg har kendskab til flere medarbejdere i huset, som har været der i mange år og som har en stor erfaring og har fået meget efteruddannelse. De laver et kæmpe stykke arbejde, siger hun og understreger, at der kan opstå utryghed for de familier, som allerede er i forløb.

Ifølge Maj Allin Thorup (K), der er formand for Børn- og Skoleudvalget i Hørsholm, har det ikke været nogen nem beslutning at nedlægge Familiehuset, men hun fastholder, at man kan opnå en højere grad af specialisering ved at omstrukturere kommunens indsats.

Maj Allin Thorup fortæller, at man ser mange flere børn med diagnoser eller komplicerede forløb i kommunens familiebehandling. Det kræver en yderligere grad af specialisering. Foto: Morten Timm

– Vi kan se, at i de familier, som bliver henvist til familiebehandling i dag, er der flere og flere børn med diagnoser eller komplicerede forløb. Vores tilbud er mere bredt og vi har flere generalister i forhold til generelle udfordringer omkring familietrivsel. Vi kan have lidt svært ved at give den specialisering i familiebehandlingen som man med fordel kunne i forhold til børn og unge med diagnoser og psykisk sårbarhed, siger hun og tilføjer, at man ved at købe forløb udefra har mulighed for at tilrette forløb, som er meget specialiserede til familierne.

Hun tilføjer, at man ikke dropper igangværende forløb fra den ene dag til den anden.

– Jeg kan godt forstå, at det er utrygt, hvis man er i et forløb lige nu. Vi fortsætter familiehusets forløb frem til februar og forhåbentlig når vi at gøre mange forløb færdige inden da, mens nye forløb vil blive startet op eksternt, siger Maj Allin Thorup (K).

Om at sætte tidligt ind

Ifølge Lene Ek Christensen fra Socialpædagogerne Nordsjælland kan det blive dyrt for Hørsholm Kommune at nedlægge Familiehuset.

– Når noget bliver svært for et barn eller en familie, handler det om at hjælpe så tidligt som muligt. Får de ikke hjælp, går det hurtigt den forkerte vej, hvor de får det værre, og man får i de fleste tilfælde brug for en endnu mere indgribende indsats. En større indsats betyder også, at det bliver dyrere på den lange bane, siger hun.

I den forbindelse understreger Maj Allin Thorup (K), at man sparer på faciliteterne omkring familiebehandlingen, men at beløbet til behandlingen forbliver det samme.

– Vi har ikke sparet en krone på selve familiebehandlingen. Selve besparelsen består i, at vi skal finde en anden organisering. Familiebehandlingen består. Vi sparer en leder, sparer driften af bygning og får en anden grad af specialisering, siger hun og tilføjer:

– Jeg er helt sikker på, at vi har dygtige medarbejdere og vi vil så vidt det er muligt forsøge at omplacere dem.