Hørsholmløbet stærkt tilbage med ny rekord

311 var tilmeldt søndagens løb, og der er også kommet flere sponsorer til

Foto:
Hørsholmløbet, talentarbejde, Team Hørsholm Fred Jacobsen

Det var ikke kun regntunge skyer, der lå over Rungstedgaard søndag eftermiddag.

Stemningen trykket hos mange på baggrund af lørdagens tragiske dødsulykke i Hørsholm Hallen, hvor en 6-årig dreng omkom.

Ud over at Hørsholm Kommune havde sat flaget på halvt på det gamle rådhus, blev eftermiddagens arrangement sat i gang med et minuts stilhed til minde om den lille dreng og hans pårørende.

Smilene kom dog frem hos deltagere og hjælpere. Både under opvarmningen og ved starten på de tre distancer på fem og ti kilometer samt en halvmaraton på 21,5 km – plus to og fire kilometer for de yngste.

Og Rotary Hørsholm, der står bag løbet, har grund til at være tilfreds med løbet og vejret, der trods alt holdt sig nogenlunde på den acceptable side under arrangementet.

For Rotary kunne notere sig mere end 300 tilmeldte. Det er rekord og godt 100 flere end før corona, da løbet senest fandt sted.

Det betyder alt andet lige, at der er udsigt til et pænt beløb til Team Hørsholm og talentarbejdet.

Hørsholmløbet hed oprindeligt Talentløbet og blev i sin tid etableret for at samle penge ind til netop at støtte byens idrætstalenter.

Det er fremdeles målet for løbet, der har som ambition at udvikle sig til Hørsholms svar på DHL-stafettet.

Søndag blev der taget et lille skridt i den retning med stigningen i antal deltagere.

Hørsholmløbet finder normalt sted i maj og vender tilbage i sin ’normale’ rytme når det bliver forår.

Hørsholmløbet, talentarbejde, Rotary
Hørsholmløbet, talentarbejde,
Hørsholmløbet, talentarbejde, Team Hørsholm, borgmester Morten Slotved, Rotary
Hørsholmløbet, Team Hørasholm, talentarbejde, Rungstedgaard, Rotary
Jan Klit, Hørsholmløbet, talentarbejde, Rotary