Hørsholm – HAR DU HØRT…

HAR DU HØRT...

Nødraketter på vej op i Rungsteds kulsorte marts-himmel. Henrik Simonsens foto er en sammenstilling af tre affyringer af nødraketter.

Foto: Henrik Simonsen

….eller så du måske ligefrem de nødraketter, der blev fyret af fra Rungsted Havn torsdag aften? Et sted mellem kl. 21 og 21.20 blev der fyret tre nødraketter af i forbindelse med et kursus i netop den slags. Det var SejlSikkert under Søsportens Sikkerhedsråd, der stod bag et kursus i at fyre nødraketter af for KDY. HENRIK SIMONSEN, portaits.dk har sammensat tre affyringer til ét foto, som han velvvilligt har stillet til rådighed for HAR DU HØRT

…at optikerforretningen LOUIS NIELSEN i Hovedgaden 49, Hørsholm, sætter gang i en større renovering af butikken. Det betyder, at de midlertidigt rykker alle brillestel og synsprøveudstyr lidt op ad Hovedgaden i nummer 37A i perioden fra 1. april til 17. april. – Vi opbygger butikken på ny med nyt interiør i nordisk look, mere lys og bedre plads mellem reolerne, fortæller butikschef RIKKE VILLUMSEN, der sammen med chefoptiker CONNIE KLYVER glæder sig til at byde kunderne tilbage i de vante men spritnye omgivelser fra 20. april. Grundet ombygningen vil der være flyttedag fredag den 31. marts, ligesom butikken holder helt lukket 18. og 19. april.

Artiklen fortsætter under foto…

Conni Klyver og Rikke Villumsen, henholdsvis chefoptiker og butikschef hos Louis Nielsen Hørsholm, ejer sammen butikken og investerer nu i en stor ombygning, som giver mere lys og luft i butikken. PR-foto

…at entrepreneurvirksomheden SKOU GRUPPEN i Hørsholm har ansat en beregner. Han hedder KARSTEN BLAD, er 54 år, og skal bruge sin tid på at beregne de opgaver, virksomheden byder ind på. Karsten Blad har tidligere arbejdet som byggeleder på et stort hotelbyggeri hos KJ Greenland, og før det med lydtætning af boliger i Norge. Karsten Blad er oprindelig uddannet tømrer og bor i Måløv.

Artiklen fortsætter under foto…

Karsten Blad er ansat som beregner i Skou Gruppen i Hørsholm.

…at CARSTEN GILDUM, formand for HØRSHOLM RUNGSTED TENNISKLUB (HRT) gik foran med et godt eksempel ved de danske mesterskaber for veteraner? Formanden var useedet, men vandt guld med en finalesejr på 6-2,6-3 over MARTIN RAVNHOLT fra KB. I kvindernes double for spillere +55 år var der sølv til HELEN HANSEN sammen med makkeren SANNIE KALTOFT fra HARESKOV-VÆRLØSE TENNISKLUB efter et tie break-nederlag på 6-10 i finalen. I mixed double +75 år spilledes MOGENS DREHN sig til finalen med MELITA JØRGENSEN (Lyngby) som makker og måtte i finalen strække våben med cifrene 11-13. Så de fik ligeledes sølv i en udbytterig weekend for HRT.

Artiklen fortsætter under foto…

Tennisformand Carsten Gildum, th., med sin finalemodstander Martin Ravnholt fra KB. Foto: Privat

…at Venstre i Hørsholm har fået ny formand? Han hedder KIM GRAVGAARD SKOU og afløser PREBEN CARØE, der fortsætter som suppleant. Den nye formand har de seneste par måneder været konstitueret i hvervet. Bestyrelsen består herefter af KIM GRAVGAARD SKOU, ERIK WETCHE, BIRGITTE DYREBORG, KLAUS TOPHOLM, LONE SØNDERBO, JANUS ENGELUND, (nyvalg) JØRGEN EIRFELDT (hidtil suppleant), NICOLAI LINDHARDT og suppleanterne PREBEN CARØE og FIE SMITH. Bestyrelsen konstituerer sig på et senere tidspunkt.

Venstre har sammensat sin bestyrelse. Helt til højre partiforeningens nyvalgte formand. Foto: Ann Lindhardt