
På 19 ud af 51 københavnske og bornholmske almene, handels- og teknikske gymnasier, får eleverne ringere karakterer, end det kan forventes af dem. Det viser en analyse fra Dansk Erhverv, der har analyseret 201 gymnasieskolers evne til at løfte elevernes faglige niveau, efter der er taget højde for den enkelte elevgruppes karakterer fra folkeskolen samt bl.a. forældrenes uddannelse og nuværende jobsituation. På Rungsted Gymnasium kan eleverne se frem til et snit, der ligger 0,47 karakter under, hvad de kunne forvente. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
– Vi kan ikke være bekendt, at der er så store forskelle på kvaliteten af landets gymnasier. De unge. der starter på gymnasierne. kommer jo ud i den anden ende for at læse videre og bliver til morgendagens arbejdskraft, siger Mette Fjord Sørensen, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.
Men det er ikke hele sandheden, lyder kritikken fra Rungsted Gymnasium. Analysen bruger nemlig, ifølge gymnasiet, forældede tal.
– Ifølge denne analyse ligger Rungsted Gymnasium meget langt nede i den såkaldte løfteevne. Hvad man imidlertid skal være opmærksom på, bygger analysen kun på tal frem til 2014. Det ærgrer og undrer, at man i en sådan analyse bygger på forældede tal og ikke medtager de nyeste eksamensresultater fra 2015. De siger jo, hvad skolerne præsterer her og nu, hvilket er nok så interessant, skriver gymnasiet i en pressemeddelelse.
Desuden tilføjer gymnasiet, at deres elever bruger deres studentereksamen, hvilket i gymnasiets optik er mindst lige så vigtigt.
– Det er fint at analysere, hvordan de enkelte gymnasier klarer sig, men det er et problem, når analysen bygger på forældede tal. En ting er karakterer – nok så vigtigt er, at studenterne faktisk bruger deres studentereksamen til videregående uddannelse. Det er jo hele hensigten med at tage en studentereksamen. Og her skiller Rungsted Gymnasium sig positivt ud. Vores elever bruger faktisk deres studentereksamen, pointerer Rungsted Gymnasium