Sportsefterskolen Sjælsølund i Hørsholm har i ugens løb kunne juble i stor stil. For skolens bedste hold på fodboldlinjen var historisk med i to DM-finaler.
Ved skoleligaens DM, som tæller 10. klasser, akademier og efterskoler, vandt de DM-guld efter et final-four stævne, hvor de besejrede Sydøstsjælland Idrætsefterskole 4-2 efter straffespark og 0-0 i ordinær spilletid.
Også i semifinalen var de ude i straffespark, men her skulle der 20 straffespark til hvert hold, før der faldt en afgørelse, og finalebilletterne var sikret for den lokale efterskole.
Holdet, der tæller fodboldtalenter fra årgang 06 og med to fra lokale HUIs egne rækker, blev i den indledende pulje en suveræn vinder og strøg direkte til kvartfinalen. Omkring 70 var med i turneringen.
Offensiv spillestil
I DM-turneringen kun for efterskoler tabte de og i finalen til Ikast, som har mange spillere fra FC Midtjylland. Sportsefterskolen Sjælsølunds hidtil bedste placering er en sjetteplads.
– Det var historisk at komme i begge finaler, og vi er lykkedes godt med vores offensive spillestil, hvor vi er spilstyrende, siger Mads Holm-Hansen, viceforstander, leder af fodboldlinjen på Sportsefterskole Sjælsølund og træner for holdet.
Topscorer for holdet blev Vincent Kølpin, men også futurelandsholdsspillerne fra FC Nordsjælland Axel Berthelsen og Vilhelm Svenstrup var to af holdets store profiler gennem turneringen.
Efter sommerferien kommer der 75 nye elever ind på fodboldlinjen, og det er Mads Holm-Hansens mål, at de næste år ikke skal tabe den finale igen.
