
Af Caroline Victoria Christensen, kandidat for Socialdemokratiet, Usserød Kongevej 35D, 1. tv, Hørsholm:
For nylig lancerede Venstre i Hørsholm deres nye kampagne "Skat med omtanke". Her er grundtanken, at borgerne ikke skal betale for, at kommunalbestyrelsen angiveligt ikke har forvaltet budgetteringen godt nok med pludselige, uforudsete millionunderskud.
En præmis, der i øvrigt ikke holder, da udgifterne i hovedreglen kommer fra faktorer udenfor en kommunalbestyrelses kontrol, såsom tilflytning af borgere med et plejebehov.
Selvom vi er enige i Socialdemokratiet om, at økonomien netop skal føres forsvarligt, er vi ikke enige om løsningen.
Mens Venstre ønsker skattelettelser, ønsker vi i Socialdemokratiet kernevelfærd af topkvalitet og hurtigere lokal handling på klima- og miljøkrisen.
Det skal vi naturligvis sikre med et fælles bidrag til at investere i vores kommune og gøre den endnu bedre og grønnere end i dag – ikke ved yderligere nedskæringer på vores børn, ældre og serviceydelser.
Vi står med mange udfordringer, vi er nødt til at løse sammen, og som vi ikke har råd til at lade stå på. Der er for få voksne per barn i daginstitutionerne, ensomheden er steget blandt vores ældre, og de unge har oplevet psykiske problemer i større omfang end nogensinde før pga. corona-nedlukningerne. Samtidig står vi stadig med en klimakrise, som ikke venter på at blive løst af sig selv.
Desuden er Hørsholm en kommune med nogle af landets mest velstillede borgere. Skal vores fælles velfærd så ikke afspejles af det?
Jeg ser i hvert fald ikke et problem i, selv med min lille SU-indtægt, at kommuneskatten i Hørsholm er rykket lidt, hvis det betyder, at vi kan investere og undgå de besparelser på daginstitutioner, ældrepleje og grøn omstilling, som havde været konsekvensen, hvis ikke vi øger vores kommunale indtægter.
Socialdemokratiet vil hellere 'velfærd med omtanke' for alle borgere. Og det skal vi opnå i fællesskab.