DEBAT: Vi vil ikke skære i velfærd for at få mere guldsmedesafari

Af Jesper Sperling og Jacob Schulze (V), kommunalbestyrelsesmedlemmer:

DEBAT: Ikke mere guldsmedesafari på bekostning af velfærd

- Hvis vi i et presset budgetår skal vælge mellem kernevelfærd og tvivlsomme eksperimenter, er der ikke tvivl om, at Venstre til hver en tid vil vælge borgernes velfærd, skriver Venstres Jesper Sperling og Jacob Schulze.

Foto: Kurt Engelhardt

I et forsøg på at tage patent på godheden selv fremkommer kommunalbestyrelsesmedlem Charlotte Kirchheiner fra de Konservative i et læserbrev med en fabelhistorie om det onde Venstre og vores postulerede modstand mod alt hvad der gør kloden godt. Men du tager fejl, Charlotte Kirchheiner.

I Venstre er vi realpolitikere og ikke aktivister. Vi går ind for at investere der, hvor vi får mest for pengene igennem projekter med dokumenteret effekt. Vi sætter stor pris på vores natur og er villige til at investere i solidt miljøarbejde. Det er derfor vi bor i Hørsholm. Men vi flager ikke med signalpolitik og tvivlsomme eksperimenter.

Artiklen fortsætter under billedet…

Jesper Sperling (V) er medlem af kommunalbestyrelsen i Hørsholm.

Om så Hørsholm i morgen reducerede sin CO2 udledning til nul, vil det stadig ingen forskel gøre på verdens tilstand. Derimod gør det en stor forskel for vores borgere, at bruge pengene på tiltag til at kunne modstå klimaforandringerne.

Artiklen fortsætter under billedet…

Jacob Schukze (V) er medlem af kommunalbestyrelsen i Hørsholm.

Vi skal investere i håndtering af øgede vandmasser, robust beplantning der kan tåle perioder med større udsving i temperatur og nedbør og samtidig sikre gode naturoplevelser til glæde for børn og voksne. Vi skal selvfølgelig også bygge efter dagens standarder for at optimere energiforbrug, genbrug af byggematerialer og øget komfort for brugerne. Men vi skal gøre det med øje for den økonomiske bæredygtighed og sikre, at vi får reel værdi for pengene.

To delvise sandheder kan dog uddrages af din fabelhistorie, Charlotte: 1) at politikernes virkelighed er ude af trit med virksomhedernes. Og heldigvis for det. Virksomhederne er nemlig langt bedre til at finde bæredygtige løsninger på virkelighedens problemer end politiske aktivister. 2) Du har også helt ret i, at Venstre ikke vil skære ned på kernevelfærd for at sikre mere guldsmedesafari. Hvis vi i et presset budgetår skal vælge mellem kernevelfærd og tvivlsomme eksperimenter, er der ikke tvivl om, at Venstre til hver en tid vil vælge borgernes velfærd.

Heldigvis er vi fortsat nogen, der fokuserer på, at investere der hvor vi kan gøre en reel forskel og samtidig har respekt for borgernes penge og velfærd.