DEBAT: Det fremmer ikke samtalen at gøre grin med hinanden

Bent Fabricius (K) mener, at den valgte debatform fra Rungsted-Aktivisterne skader eventuelle justeringer af lokalplan 176 mere end den gavner.
Bent Fabricius (K) mener, at den valgte debatform fra Rungsted-Aktivisterne skader eventuelle justeringer af lokalplan 176 mere end den gavner.

Af Bent Fabricius (K), medlem af Hørsholm kommunalbestyrelse

Kære Rungsted-Aktivister. Jeg ved ikke, om jeg kan forvente et lige så useriøst (min holdning) tilbagesvar, som jeres seneste debatindlæg til Jan Klit i Ugebladet.

Min opgave er ikke at forsvare Jan. Det klarer han selv, hvis han vil. Men jeg vil gerne give mit syn på den valgte debatform, som jeg faktisk mener skader eventuelle justeringer af lokalplan 176 mere end den gavner.

Jeg er lært op med, at en debat, hvor gode argumenter mødes og hvor parterne lytter til hinanden, har større chancer for at ændre en sags udkomme end ved at nedgøre modparten i det offentlige rum. Det fremmer ikke samtalen at gøre grin med hinanden.

Jeg har noteret, at nogle borgere ikke synes, at borgermødet om lokalplan 176 i sidste uge var godt. Det er jeg ikke enig i. For mig var borgermødet borgernes møde.

Det var borgerne, der skulle tale (eller skrive), således vi politikere kunne blive klogere. Det er min oplevelse, at både jeg og mine kollegaer efter borgermødet faktisk har fået øjnene op for nogle muligheder for justering af lokalplansforslaget.

Jeg ved, at i forlængelse af borgermødet har Jan Klit taget initiativ til et uformelt kaffemøde med Venstre, som heldigvis har takket ja.

Lad nu os politikere få arbejdsro, så vi kan debattere vore synspunkter og se om vi ikke kan blive enige over en kop kaffe.

Jeg respekterer jeres store engagement. I har nu fremført jeres synspunkter, dels i pressen, dels på borgermødet og forhåbentligt også som høringssvar.

Nu er tiden kommet til, at vi politikere forholder os til de mange synspunkter, der er kommet frem. Forhåbentligt finder vi en vej sammen, der tilgodeser det, vi faktisk alle ønsker for området.

Ingen af os ønsker at ødelægge denne skønne del af Rungsted.