Danske løver spiller i Rungsted

Ishockey: Danmark spiller testkampe i Rødovre og Rungsted.

Morten Jensen, der på billedet har scoret i en kamp mod Rødovre, er eneste spiller fra Rungsted på landsholdet, der spiller i Hørsholm Skøjtehal den 10. februar

Foto: Rudi Dalsgaard

Der går et stykke tid mellem, at det danske ishockey-landshold lægger vejen forbi Hørsholm Skøjtehal, men det sker fredag i den kommende uge, hvor Danmark er vært for en firenationers-turnering med deltagelse af Norge, Østrig og Frankrig.

Danmark spiller fredag den 10. februar i Hørsholm Skøjtehal mod Frankrig. Samtidig afvikles en landskamp i Rødovre Skøjte Arena mellem Østrig og Norge

Dagen efter spiller det danske landshold i Rødovre. Her bliver modstanderen enten Østrig eller Norge – alt afhængig af resultaterne af fredagens kampe.

– Efter den flotte præstation ved VM og en ret skarp indledning på den her sæson ved Deutschland Cup tidligere på sæsonen, glæder vi os til endelig at præsentere Heinz Ehlers’ mandskab på hjemmebane igen. I sidste sæson havde vi en række store ishockeyfester rundt omkring landskampene, og vi har i den grad intentioner om at gøre det igen, siger kommerciel chef i Danmarks Ishockey Union, Thomas Bjuring.

Heinz Ehlers har udtaget truppen til de to kampe. Det bliver uden danskere fra de nordamerikanske ligaer. Holdet består af spillere fra den hjemlige liga samt fra Sverige, Tyskland og Østrig

– Februar-turneringen er første store skridt i forberedelsen frem mod VM i Finland og Letland senere på foråret. Både spillerne og staben bag holdet ved, at det er ved at være alvor i kampen om pladserne ved VM. Samtidig ved jeg, at holdet elsker at spille på hjemmebane, og at spillerne glæder sig helt vildt til at optræde i Rungsted og Rødovre. Det er altid med stor stolthed, at løvetrøjen bliver vist frem, lyder det fra landsholdets General Manager, Kim Pedersen.