Hørsholm bibliotek inviterer de 3-5-årige til børneteater fredag 10. marts kl. 15.30. Her byder man på stykket 'Hattemågen' opført af Nanni fra Randers Teater.
I ’Hattemågen’ har en fin dame købt et flot sommerhus ved et smukt hav. Hun glæder sig til at skulle på ferie og til at nyde lidt dejlig fred og ro.
Men det bliver slet ikke, som hun havde regnet med. Sommerhuset viser sig at være en gammel fiskerhytte, og den er allerede beboet. Af en måge.
Så ro og renlighed er der ikke meget af, og ferien bliver helt anderledes end forventet.
“En hjertelig og humoristisk forestilling for det yngste publikum, der minder os om, at ikke alle gode oplevelser kan planlægges på forhånd,” lover biblioteket i en pressemeddelelse.
Billetter koster 70 kr. for både børn og voksne.
jesl