Beboere i chok over nye boliger

"Et ufærdigt byggeprojekt med rå betonvægge," kalder 33-årig mor til to små børn de nye boliger på Møllevænget i Hørsholm. Ingen af lejerne havde fået det oplyst inden indflytning og betaling af 50.000 kroner i indskud og husleje

Foto: Morten Timm

Halvdelen af væggene står med rå beton. Og ikke denne flotte slags, men ufærdige og ujævne med klatter af spartelmasse, borehuller samt grove kanter lige til at få hudafskrabninger på.

Kort sagt: De nye almene boliger på Møllevænget i Hørsholm er kun halvt færdige indvendige og slet ikke indflytningsklar, som det ellers lød så flot fra Hørsholm Kommune.

Det mener Pheodora Brown, mor til to små børn, der ikke troede sine egne øjne, da hun i sidste uge fik nøglerne til sin lejlighed i de nyopførte almene boliger på Møllevænget.

"Jeg var helt målløs, men kom også til at grine. Hvad er det her?, spurgte jeg medarbejderen fra boligselskabet DOMEA. Sådan ser her ud, sagde hun så. Nej, det kan I da ikke mene…," fortæller Pheodora Brown om oplevelsen, da hun fik overdraget boligen.

Ikke hjem for børn

Hun har ikke haft mulighed for at se den inden overtagelsen og havde ikke fået noget at vide om at det var et ufærdigt byggeprojekt, hun havde underskrevet lejekontrakt på.

"Ingen af lejerne har fået oplyst, at det var rå beton. I det mindste kunne man give os et heads up at det, vi flytter ind i, slet ikke er færdigt," mener hun.

Selv havde hun lige indbetalt 50.000 kroner i indskud og første måneds husleje – og efter en nylig skilsmisse var hun og hendes to børn glade for at have fået tilbudt en ny bolig af Hørsholm Kommune. Men glæden var kort.

"Muren rundt ved trappen har kanter som grovkornet asfalt. Med små børn er det kun et spørgsmål om tid, før de får skrammer og kommer til skade. Det skal mine børn ikke hjem til," siger den 33-årige mor.

Store områder er spartlet, men ikke efterfølgende slebet. Foto: Privat

Nabo: Hvad skal vi gøre?

Også hendes nabo var chokeret, da han flyttede ind med sine børn: "Jeg troede, det var en færdig lejlighed, vi fik. Hvad skal vi gøre…?".

Da Pheodora Brown spurgte ind til lejlighedens rå betonvægge, var svaret fra DOMEA-repræsentanten, at det var helt overlagt for at holde udgifterne nede og helt almindeligt i nyt byggeri.

Omvendt lød meldingen fra en medarbejder i Hørsholm Kommune, at der er lavet en aftale med DOMEA om såkaldt et 'new yorker'-look.

Pheodora Browns opfattelse af et new yorker-look er i hvert fald noget helt andet.

Et grovkornet hjørne som ikke vil være rar at komme i nærkontakt med, mener Pheodora Brown. Foto: Privat

Start med istandsættelse

Som lejer man har lov til selv at spartle, pudse og male betonvæggene, men det er ifølge Pheodora Brown at starte med at lave en istandsættelse af en ny bolig.

"Det er en vanvittig byrde at lægge over på indflytterne. For mig er det både udenfor mine økonomiske og mine tidsmæssige ressourcer. Det kunne jeg ikke overskue og har derfor måtte sige den op, fordi den lige nu skaber flere problemer end den løser for mig".

Oveni det ufærdige er ifølge 33-årige kvinde to andre store problemer ved boliger. Køkkenet er absurd lille, som på et kollegieværelse, og det lovede vaskeri er først klar senere på året, men det bliver kun med én vaskemaskine og en tørretumbler, har DOMEA oplyst. Til 22 boliger med omkring 36 beboere. Og glem alt om at installere en vaskemaskine, for det er der slet ikke plads til på badeværelset, fastslår Pheodora Brown.

Hjem til mor

Eller som naboen sagde: "Hvor skal vi spise henne, og hvor skal vi vaske…?"

FAKTA

DFB Domea er bygherre og ejer af boligejendommen på Møllevænget og har stået for projekteringen. Hørsholm Kommune har givet tilskud efter almenlovgivningen. Derudover har kommunen kun haft opgaver som henholdsvis plan- og byggemyndighed i forhold til byggeriet og i forbindelse med byggetilladelsen. Hørsholm Kommune har ikke hjemmel i byggelovgivningen til at påtale indvendige forhold, såsom rå vægge.

Kilde: Hørsholm Kommune

Fra januar står Pheodora Brown uden tag over hovedet og må flytte hjem til sin mor i København, mens hun må være mindre sammen med sin børn, der må bo hos deres far i Hørsholm, indtil hun forhåbentlig finder noget at bo i.

Hørsholm Kommune har ifølge aftalen med DOMEA anvisningsretten til de 22 nye boliger på Møllevænget i de næste tre år, og boligerne er tænkt at være til folk med akut boligbehov.

Læs hvad boligselskabet DOMEA siger til sagen HER