Annalise Rasmussen fra Hørsholm tænker sig om et øjeblik, før hun svarer.
– Jeg synes, det er underligt at fylde 100 år, siger hun med et skævt smil. Hun har et opmærksomt blik og let til latter.
– Da jeg vågnede om morgenen, tænkte jeg: ”Kan det virkelig være rigtigt, at du er 100 år. Jamen du har jo oplevet en masse ting”. Jeg gik det hele igennem inde i hovedet. Alt hvad jeg har oplevet helt fra jeg var barn. Det var en mærkelig fornemmelse, tilføjer hun og ryster let på hovedet.
Udenfor slår regnen mod Aktivitetscenter Sophielunds ruder. Det er onsdag eftermiddag og Annelise Rasmussen har inviteret til reception i anledning af sin 100 års fødselsdag.
– Jeg havde fødselsdag i søndags, så vejret vil jeg ikke have skylden for, bemærker hun og griner.
Jeg fjanter bare
Til fødselsdagsreceptionen er mange mødt op. Arrangementet starter med en optræden med Sophie Koret, som Annalise Rasmussen er en del af. Med deres røde jakker fylder de rummet og bibringer en følelse af højtidelighed, som kun uniformer kan gøre det. Selv en udenforstående vil hurtigt kunne se, at der her er tale om en samlet gruppe. Et hold.
Onsdag har Annalise Rasmussen ikke været med til at øve og hun har ikke selv en rød jakke på. Korets optræden kommer som en overraskelse for hende og man har gjort sig umage for, at hun ikke skulle opdage noget på forhånd.
– Det var virkelig dagens overraskelse, udbryder Annalise Rasmussen, da en fra koret lykønsker hende.
– Koret er hele mit liv, bemærker hun bagefter.
Udover at synge går Annalise til gymnastik. Og så holder hun af at besøge Aktivitetscentret Sophielund, hvor hun henter varm mad og smørrebrød hver dag.
– Jamen jeg render bare herovre og fjanter, som hun selv beskriver det med et grin, da hun bliver spurgt, hvad hun egentlig får tiden til at gå med.
Først på dansegulvet
Når nye aktiviteter præsenteres på tavlen i Aktivitetscenter Sophielund, er Annalise Rasmussen på pletten. Det skal jeg med til, det skal jeg med til og det skal jeg med til, lyder det, mens hun inspicerer de kommende aktiviteter.
– Jeg elsker at danse, fortæller hun med et bredt smil, før hun tilføjer, at hun måske ikke danser så livligt som i gamle dage.
– Jeg kan ikke danse som dengang, jeg havde min mand – vi fór rundt. Min mand og jeg mødte faktisk hinanden til dans på Bakken. Jeg havde mødt en anden mand ugen før, men ham var jeg ikke så vild med. Han sagde, at han havde en kammerat med, som jeg skulle op og hilse på. Det var min mand og så var vi sammen siden. Vi blev gift i Hørsholm Kirke i 1945. Det var en dejlig dag, erindrer hun med et smil.
Om at rejse og hjælpe
Samtalen bevæger sig let og på tværs af tiden. Med 100 år i bagagen står oplevelserne i kø, men hvor skal man overhovedet starte. En historiker vil måske starte i begyndelsen og slutte ved enden, bevæge sig fremad kronologisk, men Annalise Rasmussen er ikke historiker.
Hun synger og danser. Hun fjanter rundt på aktivitetscentret. Får en portion varm mad. Og så fortæller hun om nogle af de ting, som fyldte hendes tanker, da hun vågnede på sin 100 års fødselsdag. Forskudt men meningsfuldt.
– Jeg har jo prøvet en masse ting. Jeg har været kasserer i Arbejdernes Radio- og Fjernsynsklub i 30 år. Jeg styrede pengekassen, og der manglede aldrig en krone, fortæller hun blandt andet med et grin.
– Vi lejede fjernsyn til ældre, som ikke havde penge til at købe et selv. Så betalte de afdrag gennem kommunen. Det var en god ordning, fordi der var mange, som slet ikke havde råd til fjernsyn dengang, og så klarede vi det på den måde, uddyber hun.
Hun fortæller også, at hun er glad for, at hun kunne hjælpe andre.
– Jeg har haft meget glæde af at hjælpe andre. I min opdragelse var det vigtigt, at jeg skulle gøre noget for andre, så det har altid ligget i mig, siger Annalise Rasmussen.
Hun har også arrangeret rejser. Besøgt Tyskland, Italien og Holland. Hun husker tydeligt, hvordan de kinesiske turister lagde sig på knæ for at fotografere tulipaner i Amsterdams midte, og hun griner ved tanken. Annalise Rasmussen var også med til at starte Hørsholm Senior Idræt i 1990erne.
– Farvel min skat. Pas nu godt på dig, siger en af medlemmerne fra koret, og giver fødselaren et klem.
– Er det ikke rørende, udbryder Annalise Rasmussen, før hun vender sig og siger farvel til endnu en gæst.
Udenfor trommer regnen stadig blidt. Forhåbentlig er den stoppet, når Annalise skal tilbage til sin ældrebolig bag aktivitetscentret, hvor hun elsker at bo. Før det når dertil, skal borgmesteren dog forbi og hilse på fødselaren, og de sidste gæster skal sendes ordentligt afsted. Det skal de nok blive, fornemmer man.
Med et kram og et varmt smil fra Annalise.
