Ægtepar anklaget for salg af livsfarlige slankepiller

Foto: Anna Törnqvist Jensen

Et ægtepar fra Hørsholm har tilbragt to dage på anklagebænken ved Retten i Helsingør for salg af ulovlige slankepiller. Anklagemyndigheden vil konfiskere parrets fortjeneste. Det skriver Frederiksborg Amts Avis. For slankepillerne indeholder det aktive stof, sibutramin, som i 2010 blev ulovligt at bruge i lægemidler i Europa. Efter en undersøgelse fandt Det Europæiske Lægemiddelagenturs Udvalg for Lægemidler til Mennesker, at sibutramin, som anvendes til behandling af fedme, viste en forhøjet risiko for hjerteanfald eller slagtilfælde for brugere med hjerteproblemer. Derudover kan sibutramin forårsage hjerteproblemer og udløse psykiske sygdomme, og ægteparret, der ifølge anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi er henholdsvis frisør og handyman, har heller aldrig haft den fornødne tilladelse til at sælge det receptpligtige stof. Anklagemyndigheden kræver nu en økonomisk straf for salget.