Høje-Taastrup: – Selvom jeg er skaldet og sygemeldt har jeg valgt at holde traditionen i hævd. Sådan lyder det indledningsvist i Michael Zieglers (K) årlige nytårstale, som han har lavet i en video på Facebook på trods at, at han er langtidssygemeldt med akut leukæmi.
I sin tale berører han skoleudviklingen i Høje-Taastrup Kommune, hvor læringsformen med den projektbaserede læring skal inkorporeres på kommunens skoler, hvilket allerede er i gang i forskellige modus på skolerne, herunder Læringshuset, hvor det er fuldt implementeret.
– Der er en mening med det. Forskningen viser nemlig, at børn har brug for at blive inddraget mere og være mere aktive i deres læringsproces for at blive motiverede, for at trives bedre og for at få større udbytte. Mest ambitiøse har vi været med det nye læringshus i Nærheden. Det er den første skole i Danmark som fra grunden er bygget til at understøtte den nye pædagogik, siger han i talen.
Herefter berører han Læringshusets svære start i kølvandet på Corona-pandemien, og fusionen mellem to skoler, to kulturer og to forskellige elevgrupper’.
– Det var ikke de bedste startbetingelser, og når noget er helt nyt, så er der også behov for at justere, når man har gjort sig nogle erfaringer. Men det gør ikke retningen forkert, som man kunne få indtryk af i den debat, der har været om Læringshuset. Tværtimod. Vi må ikke havne der, hvor det sikre valg er ikke at sætte en ambitiøs dagsorden for vores børns trivsel og læring, siger han.
Send et tip
Har du et tip, er du altid velkommen til at kontakte mig på daniel.fonseca@sn.dk eller på tlf. 20243756
Siger tak
Afslutningsvis takker Michael Ziegler for de omsorgsfulde bemærkninger, som han har modtaget på mail, sms, messenger, Facebook og i breve i forbindelse med sin sygdom.
– Tusind, tusind tak. Det har været overvældende. Det har rørt mig dybt. Og det har samtidig fyldt mig med en energi og fighter-vilje til at stå en meget svær tid igennem. Og det har overbevist mig om, at det nok skal gå – alt sammen, siger Michael Ziegler.
Forinden har han også takket kommunens borgere for at tage godt imod de flygtninge, der kom til i kølvandet på krigen i Ukraine.
– Vi viste hjertevarme, og jeg ved, at vores ukrainske venner føler sig meget velkomne. Så er man faktisk lidt stolt af at være borgmester her, siger han.
Ny borger og nye boliger
I talen nævner han også, at mange har valgt at flytte til Høje-Taastrup, og at man netop har rundet borger nummer 55.000 i år 2022 med fødslen af drengen August.

Kommunen er i forandring, og her fremhæver han endvidere Høje-Taastrups fokus på mere ’bynær natur’, hvor Sengeløse Naturpark nævnes. På kultursiden ser han frem til at få åbnet det nye børne- og kulturhus, som du kan se billeder af på sn.dk.
Kulturhuset ser han som en vigtig del af strategien for udviklingen af området omkring Selsmosen og Taastrupgaard.
– Næste skridt bliver at bygge nye attraktive, private boliger. Omdannelsen af området begynder nu virkelig at tage form.
Hvad er din mening?
Deltag i debatten på Facebook-siden Lokalavisen Taastrup.