Ziegler kalder økonomiaftale uærlig og meget, meget stram

Høje-Taastrup: Borgmester Michael Ziegler kalder den nye økonomiaftale mellem KL og regeringen meget, meget stram og uærlig.

Ziegler kalder økonomiaftale uærlig og meget, meget stram

Michael Ziegler er netop vendt tilbage i borgmesterstolen, efter syv måneders fravær på grund af et kræftforløb. Foto: Jens Wollesen

Foto: Foto Jens Wollesen

Sidste år kaldte borgmester Michael Ziegler (K) økonomiaftalen mellem KL og regeringen et velfærdsbluff, og nu er den nye aftale netop landet, og her har Det Konservative Folkeparti undladt at stemme.

– Det skyldes, at jeg finder, at aftalen er uærlig. Det fremstår som om, der bliver givet flere penge til kommunerne, men det reelle tal viser noget andet, siger Michael Ziegler.

I forbindelse med aftalen udtalte finansminister Nicolai Wammen (S) blandt andet, at ‘leverer vi på vores løfte om at pengene følger med, når vi heldigvis bliver flere børn og ældre i de kommende år’.

– Jeg synes faktisk, det er provokerende, at det bliver udlagt på uærlig vis. Der er andre elementer i spil, og når man kigger på det samlede billede, vil man se, at pengene er blevet spist op, siger Michael Ziegler.

Stor underfinansiering

Høje-Taastrups netop tilbagevendte borgmester har gennemgået tallene og regnet sig frem til en underfinansiering på 2,75 milliarder kroner.

Han har kigget på de såkaldte midtvejsreguleringer, der ifølge ham ‘galoperede videre i 2022’ efter reguleringen, samt på krav om administrative besparelser, udgiftspres på det specialiserede område og demografien. Et – ifølge ham nogenlunde realistisk – skøn, der giver et samlet beløb på 5,15 milliarder kroner.

Når staten nu giver 2,4 milliarder kroner til servicerammen, svarer det ifølge Michael Ziegler til en underfinansiering på 2,75 milliarder kroner, hvilket i Høje-Taastrup Kommune vil betyde, at man skal ud og finde 27-28 millioner kroner, svarende til én procent af den nævnte underfinansiering, fordi kommunen omtrent udgør en procent af landets befolkning.

Sådan omtaler regeringen aftalen

Med årets økonomiaftale har regeringen og KL aftalt et anlægsniveau på 18,5 mia. kr. Siden kommunalreformen trådte i kraft i 2007 har anlægsniveauet kun en gang været lavere. Kommunernes serviceramme bliver i 2023 løftet med 1,3 mia. kr. til bl.a. at dække det demografiske træk. Aftalen bygger oven på de tre seneste økonomiaftaler, hvor kommunernes økonomi er blevet løftet med 4,6 mia. kr. Regeringen og KL er samtidig enige om, at kommunerne skal reducere forbruget af eksterne konsulenter med yderligere 75 mio. kr. i 2023, 200 mio. kr. i 2024 og 350 mio. kr. 2025.

Kilde: Finansministeriet

Meget, meget stram aftale

– Hvor de penge skal findes er for tidligt at tale om, men jeg synes, det er vigtigt, at vi har en forventningsafstemning med borgerne, så vi ikke står og lover dem flere penge, når vi reelt skal ud og spare, siger borgmesteren.

Han er meget klar i mælet om, hvad han synes om den nye økonomiaftale mellem KL og regeringen:

– Det er en meget, meget stram aftale, siger han.

Også Enhedslisten undlod at stemme for aftalen. Sidste år kaldte lokalpolitiker og byrådsmedlem Emil Viskum den daværende aftale for katastrofal.