Taastrup: Tidligere i denne uge lagde flere af borgerne i Høje-Taastrup Kommune mærke til, at politiet var talstærkt til stede ved Gadehavegårdsvej i Taastrup.
På Facebook har borgere gisnet om, hvad det kunne være. Nu er der et svar fra Vestegnens Politis presseafdeling.
Klokken 19.10 i onsdags fik politiet en anmeldelse om en voldssag på Gadehavegårdsvej, hvor en 42-årig mand var blevet overfaldet af to mænd og blev udsat for flere slag i ansigtet.
Derfor blev flere patruljer sendt til området, men de to gerningsmænd var flygtet til fods fra området, inden politiet nåede frem. De flygtede i østlig retning, og politiet har haft politihunde i området i søgning efter spor fra gerningsmændene.
Politiet har udgivet et signalement af de to mænd, som lyder således:
A: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 30-35 år.
Kropsbygning: Almindelig.
Yderligere kendetegn: kort mørkt fuldskæg.
Iført: Sort kasket med hvidt logo, sort dynejakke, sorte bukser og mørke kondisko.
B: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 30-35 år.
Kropsbygning: kraftig.
Hårlængde: Kort.
Yderligere kendetegn: krøllet hår.
Iført: sort dynejakke, blå hættetrøje og sorte kondisko med hvide striber.
Vestegnens politi hører gerne fra vidner.


