Voksende udfordringer med udsatte børn

Foto: Petter Becker-Jostes
Det er blandt andet flere og længere straffe for kriminalitet, der belaster Høje-Taastrup Kommune økonomisk og socialt. Kommunen skal nemlig selv være med til at betale for at anbringe dem på en sikret institution som eksempelvis den sikrede ungdomsinstitution Stevnsfortet (billedet). Arkivfoto

Flere anbragte spæd- og småbørn, flere dømte unge kriminelle og flere underretninger. Det er forklaringen på, at Høje-Taastrup Kommune i øjeblikket oplever en stor vækst i udgifterne på det specialiserede børneområde, skriver DAGBLADET Roskilde. På området var der ved tredje budgetopfølgning i efteråret en overskridelse på 16,2 millioner kroner, og det beløb vil ifølge administrationens prognoser vokse til 19,3 millioner kroner i år. Dertil kommer, at en budgetteret besparelse på 7,4 millioner kroner ikke vil blive udmøntet, og derfor skal der findes i alt 26,7 millioner kroner på området.

Tallene dækker over, at kommunen siden 2013 har oplevet en markant vækst i antallet af underretninger, nemlig fra 527 i 2013 til lidt under 800 sidste år. Om det skyldes en reel stigning i antallet af børn med sociale problemer, eller om det er på grund af stigende opmærksomhed på, at det er vigtigt at underrette, tør borgmester Michael Ziegler (K) dog ikke spå om. Til gengæld peger han på, at udviklingen skyldes flere børn i den omkostningstunge ende.

– Gennemsnitsprisen for foranstaltningerne stiger, så der er flere i den tunge ende, siger Michael Ziegler og peger på, at udgifterne til anbringelsessager er steget med 14,3 millioner kroner.