Stine Bramsen runder byen på sin nye akustiske tour

Koncert: Når Stine Bramsen samler nogle af landets dygtigste kvindelige musikere til en akustisk danmarksturné i efteråret 2023, runder hun blandt andet Taastrup.

Stine Bramsen runder byen på sin nye akustiske tour

Sangerinden Stine Bramsen kommer forbi Taastrup på sin nye tour i efteråret 2023. Foto: Allan Nørregaard

Foto: Allan Nørregaard

Stine Bramsen følger op på sit anmelderroste soloalbum Blonde & Blank med sin “The Acoustic Tour”.

På ”The Acoustic Tour” har den danske sangerinde for første gang i karrieren et hold af udelukkende kvindelige musikere med sig: Kajsa Vala på guitar, Emilie Espichicoque på perkussion og Anja Kolyova på bas.

– Jeg startede karrieren i et drengeband (Alphabeat, red.), som jeg både boede, turnerede og lavede plader med. Nu har jeg lyst til at prøve, at være omkring kvinder både på og bagved scenen, og se hvordan det er, og hvad det gør ved mig og musikken live, siger Stine Bramsen.

Touren runder Taastrup Teater & Musikhus den 14. oktober 2023. Billetter kan købes på musikstedets hjemmeside.

Den kommende akustiske turné kommer til at kredse omkring sangene fra det anmelderroste soloalbum ”Blonde & Blank”.

– Jeg glæder mig til at komme i øvelokalet og arbejde med både sangene fra det nye album, men også de seje kvinder jeg har med mig, der hver især har gang i nogle spændende projekter ved siden af. Jeg tror på, at vi både kan inspirere og udfordre hinanden, give mine sange et nyt udtryk, og publikum en ganske særlig musikalsk oplevelse, siger Stine Bramsen.

Bandet består af guitarist Kajsa Vala, der også er soloartist i eget navn. Hun har bl.a. udgivet to soloalbums samt spillet anmelderroste koncerter over hele landet.

Emilie Espichicoque er både trommeslager, perkussionist, sanger og danser og arbejdet i øjeblikket på sit første soloalbum i eget navn – dertil har hun spillet med Efterklang og senest på Stine Bramsens tour.

Anja Kolyova spiller til daglig bas i Total Hip Replacement.

Deltag i Facebook-debatten

Klik dig ind her på Lokalavisen Taastrups Facebook-side og deltag i debatten og få daglige, friske nyheder fra dit nærområde.