Se film: Lissy og Niels blev fejret af venner og familie

Krondiamantbrudeparret Lissy og Niels Stegenborg bliver vækket af hornorkestermusik på deres store dag. Foto: Kim Rasmussen
Krondiamantbrudeparret Lissy og Niels Stegenborg bliver vækket af hornorkestermusik på deres store dag. Foto: Kim Rasmussen

I 65 år har Lissy og Niels Stegenborg fra Høje-Taastrup været ægtefolk. De blev gift den 24. juli 1955. I dag bliver de fejret på festlig vis fra morgenstunden og dagen igennem.

Dagen begyndte med æresport og hornmusik. Venner og familie stod klar og sang i morgenregnen.

– Det er vejrgudernes revanche. Da vi blev gift var det 30 grader og fuld sol, er krondiamantgommens muntre kommentar til vejret.

Da avisen for fem år siden interviewede parret i anledning af deres diamantbryllup, var parrets opskrift på et langt og lykkeligt ægteskab, blandt andet tålmodighed, respekt og tid til både sig selv og ægteskabet. Samt en smule uforudsigelighed og skøre indfald.

Her fem år senere er tilføjelsen fra parret at sørge for at passe ekstra på hinanden og at nyde hver dag i hinandens selskab, som om det var den sidste.

– Vi er jo blevet fem år ældre, og det medfører lidt skavanker. Så for os handler det om at passe på, støtte, hjælpe og respektere hinanden. Man kan ikke vide, hvilken dag der bliver den sidste. Så vi ser hver eneste dag som en gave, nyder hver dag med hinanden og sørger for at være ekstra søde over for hinanden, lyder det fra Lissy Stegenborg.