Et helt nyt hovedkvarter for teknik- og anlægsentreprenøren Wicotec Kirkebjerg A/S vil inden for de næste to år rejse sig i Taastrup.
I sidste uge blev der taget første spadestik til byggeriet, som på sigt skal huse cirka 350 medarbejdere.
– Med det nye domicil skaber vi de bedste og mest attraktive rammer for Wicotec Kirkebjergs udvikling, organisation og medarbejdere. Vi ønsker at samle organisationen i Østdanmark under samme tag for, i endnu større grad, at kunne tilbyde vores kunder integrerede, innovative og digitale tekniske løsninger til byggeri, industri og infrastrukturen i Danmark. Det får vi mulighed for i vores nye bygning, hvor trivsel, indeklima, samarbejde, innovation og digitalisering har været grundtankerne igennem ide- og designfasen, siger adm. direktør Brian Ludvigsen.
Det nye domicil/hovedkontor bliver bygget på Wicotec Kirkebjergs nuværende adresse på Roskildevej 338.
Da en stor del af de nuværende bygninger er af ældre dato og utidssvarende, blev det besluttet at nedrive de nuværende kontorbygninger og opføre et helt nyt domicilbyggeri, som skal huse ca. 350 medarbejdere fra WK, datterselskabet E. Klink A/S og søsterselskabet Petri & Haugsted AS.
Den ny bygning opføres i tre etager og får et samlet areal på 6.000 m2, primært kontorfaciliteter, samt 2.000 m2 kælder.
I byggeperioden er Wicotec Kirkebjerg og E. Klink midlertidigt indkvarteret på adressen Dybendal Alle 10 i Taastrup.