Sådan får man den bedste politihund: Jesper og Clint bliver sendt ud til drab

Jesper og Clint er makkere. De kører politipatrulje, fanger forbrydere og opklarer sager sammen. Men hvor Jesper er tobenet, og hans styrker ligger i at tænke taktisk og have overblikket, er Clint firbenet og med en næsten overnaturlig god næse.

Clint er Jespers hund. De er sammen døgnet rundt. På arbejdet er Clint en toptrænet politihund, og hjemme er han en familiehund. Clint er dog først og fremmest politihund.

Da Jesper tog Clint hjem til familien første gang, var hunden otte uger gammel. De første tre uger sov Jesper på en madras i stuen, og lille Clint krøllede hver aften sig op om betjentens hals for at søge tryghed.

– Tænk på, hvalpen er blevet taget fra sin mor og alle sine søskende. Den har et enormt behov for at knytte sig til noget andet. Det er dens naturinstinkt. Det bånd, den skal knytte, det er til hundeføreren. Derfor ligger vi og sover sammen med hvalpen, så den får den tryghed, den har behov for, og den knytter sig til føreren, siger Jesper, som er hundefører hos Københavns Vestegns Politi.

Småhæs gøen

Det er svært at forestille sig den lille hvalp, når Clint i dag, fem år gammel og fuldvoksen, kommer løbende i fuld fart mod mig og stiller sig op og gør af mig. Godt nok er gøen lidt småhæs denne våde dag i Vestskoven, men det gør det ikke mindre imponerende.

Jesper, som har været hundefører i 16 år, har givet Clint besked på at rundere. Det betyder, at han skal indhente og bevogte mig, ind til Jesper kommer frem.

kDet er politihundens opgave at fastholde en gerningsmand. Forsøger han at stikke af, skal hunden hive fat i ham. Og da hunden ikke har nogen arme, så er det munden, den bruger.

– Vi lægger vægt på at bruge mindst mulig magt – og det er hver gang. Vi skal ikke have, at folk kommer alvorligt til skade af hundebid, siger Jesper, efter han har givet Clint besked på at lade mig gå.

Hvis hunden bider for hårdt eller rusker i folk, bliver den kasseret.

– Det er ikke mit arbejde at skulle ud og straffe folk. Det har vi domstole til. Jeg skal sørge for, at forbryderne bliver bragt foran en domstol, og jeg ville ikke bryde mig om at have en tjenestehund, som gik hen og gav folk varige mén eller handikap, siger 47-årige Jesper og fortsætter:

– Alle forbinder politihunde med bid og demonstrationer, og det er så lille en del af det, vi laver. Og jeg synes rent professionelt for os hundeførere, at der er større gevinst i, at vores hunde går ud og finder et spor på et gerningssted, som kan være med til at opklare en alvorlig forbrydelse, end når vi ser en aggressiv fodboldfan blive bidt, fordi han angriber politiet.

Hunden bliver sjældent brugt som magtmiddel

Det er faktisk en af årsagerne til, at Jesper, som ellers beskriver sig selv som et meget privat menneske, har sagt ja til at fortælle om sit arbejde. Han vil gerne gøre op med folks forestilling om den aggressive politihund. For det er kun omkring fem procent af hundeførernes arbejde, der handler om at bruge hunden som magtmiddel. Resten af tiden er det snuden, som gør arbejdet.

En mæt og tilfreds hund lugter nemlig 800.000 gange bedre, end vi mennesker gør. En sulten hund lugter derimod 2,4 millioner gange bedre. Af den årsag bliver hundene ikke fodret, før de kommer hjem fra arbejde. Og hvor vi har 20 forskellige duftreceptorer, og dermed kan opfange 20 forskellige dufte på en gang, har hunde 2000 til sammenligning. Hundesnuderne er med andre ord overlegne. Og det er det, politiet udnytter.

– Når du går, smider du cirka 50.000 døde hudceller i minuttet. Det lyder dejligt, ikke, siger Jesper.

I politisprog kalder de det et dynespor.

– Det er sådan noget hunde registrerer. Det ser vi heldigvis ikke som mennesker.

Hvis det er gamle spor, som hunden skal finde, er det ikke længere dynespor og hudceller, men derimod det, som Jesper kalder smørsyrefært eller individuel fært. Når vi går, siver der sved fra vores fødder igennem vores såler og sætter et spor. Det kan hunde registrere.

Klik på de markerede områder for at få mere at vide

---

Derfor er hunden også den første, der bliver sendt ind på et gerningssted til et drab. Hvad med kriminalteknikeren vil mange måske spørge? Men nej, hunden er meget dygtigere til at finde de små spor, konkluderer Jesper.

– Når jeg lander ude på et drabssted, har man spærret hele området af. Det første man beder mig om, er at lave en adgangsvej frem til liget, siger han.

Før det, har der været politifolk og en læge fremme for at konstatere, at vedkommende er død. Men derefter trækker de sig tilbage og overleverer til Jesper præcis, hvor de har gået – og det skal helst være "unormale" steder. På den måde ødelægger man mindst muligt.

– Så ved jeg, at når Clint gerne vil køre derovre, så er det fordi, der har gået nogen for nylig. Så skaber jeg en adgangsvej, hvor jeg simpelthen bruger Clint som støvsuger.

---

Når først hund og hundefører har sikret eventuelle spor i en passage hen mod liget, kommer efterforskeren, kriminalteknikeren og retslægen til. Og Jesper og Clint gennemsøger resten af området for spor.

– Hvert år har vi mange sager, hvor vi kan kigge på hinanden og sige, vi aldrig havde knækket den, hvis ikke vi havde haft en hund. Det er en helt fantastisk følelse.

Clint er Jespers tredje politihund og hans første gruppe 1 hund. Politihunde bliver delt op i tre grupper, hvor gruppe 1 er den højeste. Forskellige test afgør, hvilken gruppe hunden ender i, og her er det både hunden og hundeførerens evner, der er altafgørende.

Faktisk skal hunden igennem flere test for overhovedet at blive en politihund. Ved seksmåneders alderen bliver de første skåret fra. Det har Jesper oplevet to gange. Når det sker, er der ikke andet at gøre, end at levere hvalpen tilbage til kennelen og starte forfra.

– Du er nødt til at knytte dig til hunden for at få det ud af den, som man gerne vil have, så det er ikke særlig sjovt. Og slet ikke, når man har familie og skal hjem og forklare børnene, at lille pjevs som vi har haft hos os, og som vi allesammen er blevet glade for, han skal nu bo et andet sted – og så prøver vi lige med en ny igen, siger Jesper og tilføjer:

– Det trækker sgu lidt tænder ud. Det er der ikke nogen tvivl om.

Lige så stor viden som en kriminaltekniker

Det er også et helt nyt kapitel for Jesper at have en gruppe 1 hund.

– Man træder op på et helt andet level. Der bliver forlangt meget mere af dig, siger Jesper.

Hvis Clint har snuset sig frem til et håndaftryk på en mur ved et gerningssted, så er det ikke nok, at Jesper melder håndaftrykket ind. Han skal helst kunne fortælle, om håndaftrykket er sat med en højre eller venstre hånd, og om gerningsmanden var på vej den ene eller anden vej. Jesper skal stort set have lige så stor viden som en kriminaltekniker.

Det er også voldsommere hændelser Jesper nu bliver sendt ud til, da det kun er gruppe 1 hunde, som arbejder på drabssager.

– Og den geografi og befolkningssammensætning, vi har på Vestegnen, gør, at vi bare har mange opgaver af den lidt "kedeligere" karakter, siger han.

Træner i Vestskoven

Jesper tager ofte Clint med ud at træne i Vestskoven. Så snart politihunden bliver lukket ud af sit bur i bilen, løber den ivrigt omkring.

Det faktum, at der i dag er en journalist og fotograf med ud over dens "far", er den ligeglad med. Den registrerer, at vi er der, men hilser ikke på os. Der er fuldt fokus på Jesper. For nu ved den, at der skal ske noget sjovt. For politihundene elsker deres arbejde. Det er Jesper ikke i tvivl om.

– Schæferhunden er meget førerblød, og den vil gøre meget for at behage sin fører. Så den vil hele tiden finde en vej, hvor den kan gøre far glad, og så den får sin belønning. Og det er det, vi udnytter så at sige, forklarer Jesper.

Belønningen kan for eksempel være en hundekiks, en bold eller et bideskind.

– De fleste hunde er glade for en gummibold, siger Jesper og fisker en sådan bold op af en af mange lommer i politiuniformen.

Clint reagerer med det samme, og de to leger lidt med bolden.

– Det er vigtigt, at man bygger det her forhold op, og at hunden får en oplevelse af, at hver gang den gør noget rigtigt, så hygger den sammen med far, fordi vi løser opgaverne i fællesskab.

Krav, kærlighed og konsekvens

I dag træner man hundene efter de tre k'er: Krav, kærlighed og konsekvens. Konsekvensen går blot ud på, at politihunden ikke får sin belønning.

– Ikke nogen med at slå, sparke, råbe eller skrige. Vi ville aldrig nogensinde kunne få vores hunde til at gøre de ting, vi kan får dem til i dag, hvis det var den måde, vi trænede dem på, siger Jesper.

Hjemme er Clint en familiehund. Børnene kan kravle rundt på ham, og han ligger roligt og finder sig i alt. Men hvis Clints "far" ikke er der, er han mere op på dupperne.

– Min kone siger, at det er helt tydeligt at mærke, at han overtager beskytterrollen. Så er han lidt mere vågen, lidt mere opmærksom på hvad der sker, og han går mere rundt i huset og tjekker. Når jeg er hjemme, så ved han godt, at far bestemmer, og han kan slappe af.

---

Selvom det er umuligt for hundeføreren og familien ikke at knytte sig til sin hund, så skal de altid huske, at politihunde er et værktøj.

– Som hundefører skal man være klar til at ofre sin hund en dag. Vi kan i de yderste tilfælde bruge dem i stedet for at sætte menneskeliv på spil. Fordi det er sådan nogle opgaver, vi reelt set bruger dem til. Det er pivhamrende trist og ærgerligt at miste en tjenestehund, men hvis det kan gøre, at en kollega ikke bliver slået ihjel eller kommer alvorligt til skade, er det det værd, siger Jesper.

At politihunden er værktøj i hundeførerens arbejde bliver især tydeligt, når hunden en dag skal på pension. Det sker typisk, når de er 8-9 år gamle. Her finder hundeføreren en god familie, som vil overtage hunden, for så skal hundeføreren i gang med at optræne en ny hvalp.

– Det er bagsiden af medaljen. Også når man tænker på, at vi tilbringer så meget tid med de her hunde. Jeg er jo mere sammen med Clint, end jeg er med min kone og børn. Han er min faste følgesvend overalt, siger Jesper.

Af sikkerhedsmæssige årsager har vi undladt at skrive Jespers fulde navn.