I ly af morgenmørket rullede en håndfuld vogne fra DR kl. 6 fredag ind på en parkeringsplads på Østerparken i Taastrup.
I alt 30 DR Drama-medarbejdere, 16 statister og 2 skuespillere har formiddagen igennem optaget en scene på værtshuset Chimpansen på Taastrup Hovedgade.
Optagelserne er til et nyt søndagsdrama, der finder vej til skærmen i efteråret 2020.
Alle vinduer på begge sider af værtshuset var dækket omhyggeligt til med sort plastik, en indikation på, at scenen foregår enten om aftenen eller natten.
I gården bag værtshuset var der linet teknisk udstyr op, ligesom der var stillet snacks frem til det tekniske personale, statister og skuespillere, som kom ud af bagindgangen i en pause, hvor der skulle justeres på opsætningen indenfor.
Her kunne opmærksomme forbipasserende spotte de, i DR-seriesammenhæng, så velkendte ansigter Rasmus Hammerich og Bjarne Henriksen.
Selvom DR Drama altid holder mest muligt hemmeligt, når det kommer til de populære søndagsserier, kunne folk på produktionen fortælle, at DR Drama begyndte optagelserne til den nye dramaserie i maj måned og afslutter optagelserne i næste uge, hvorefter der følger en forberedelsesperiode, før man går i gang igen i foråret 2020.
Manuskripterne til DR's serier skrives løbende, og i pausen frem mod næste optageperiode bruges tiden så i stedet på at gøre klar. Der skal blandt andet indgås aftaler om brug af locations, skaffes rekvisitter og koordineres kalendre.
Fredag eftermiddag rykker holdet videre til Albertslund for at fortsætte optagelserne der.