I sidste uge skrev Høje-Taastrups borgmester Michael Ziegler (K) et opslag på sin Facebook-profil, om at der var fundet en stamcelledonor i forbindelse med hans leukæmi-sygdom.
I et internationalt stamcelleregister har omkring 28 millioner mennesker registreret sig som donorer, og én af dem skal altså nu donere stamceller til borgmesteren.
Det fik Michael Ziegler til – i Facebook-opslaget – at opfordre alle i målgruppen 18-55 år til at melde sig som donorer.
Flere tusinde
Og den opfordring har flere tusinde taget til sig i de første dage efter Michael Zieglers opslag. Det kom frem i Go Morgen Danmark mandag morgen den 6. februar. I alt har 6000 danskere meldt sig til stamcelledonorregistret siden i torsdags. Og det overrasker én af dem, der arbejder med registret.
– Det er ret overvældende for os, der arbejder med det. Det svarer til, hvad vi fik af tilmeldinger hele sidste år, fortalte Helle Bruunsgaard, overlæge på klinisk immunologisk afdeling på Rigshospitalet, som arbejde med stamcelledonationer.
Deltag i Facebook-debatten
Klik dig ind på Lokalavisen Taastrups Facebook-side, og deltag i debatten og får daglige, friske nyheder fra dit nærområde.
Har det fremragende
Michael Ziegler var selv gæst i Go’ Aften Live i fredags, hvor han fortælle om oplevelsen med, at der var fundet en donor. Her fortalte han også, at han trods den alvorlige sygdom, har det godt.
– Jeg har det sådan set fremragende, sagde han i Go’ Aften Live.
Han fortalte dog, at han intet immunforsvar har på grund af blandt andet kemoterapien. Men han er ved godt mod.
Det skyldes blandt andet, at der er fundet en stamcelledonor.
Har du et tip?
Har du et tip eller en god historie, er du velkommen til at kontakte mig på kasper.ellesoe@sn.dk eller telefon 2619 9976
– For et par uger siden fik jeg at vide, at der var fundet en donor. En yngre kvinde fra Chile. Og så bliver man glad, fordi det bliver konkret. Jeg har ikke været i tvivl om, der ville blive fundet en donor, men været utålmodig for at få det at vide. Det er meget rørende, at der helt ovre på den anden side af jordkloden – måske tilfældigvis – har valgt at være donor, og så viser det sig, at det er hende, der bliver min redning, fortalte han i programmet, hvor han var tydeligt rørt over, at kvinden havde meldt sig.
Ifølge det føromtalte Facebook-opslag vil kvinden i Chile i slutningen af februar få noget medicin, der øger produktionen af stamceller. Derefter udtages de fra hendes blod og transporteres til Danmark. Og den 2. marts vil Michael Ziegler få ført kvindens stamceller ind i sit blod via et drop.
Herefter vil stamcellerne selv finde ind i knoglemarven og formere sig og producerer raske røde blodceller, hvide blodceller og blodplader, som alle er helt nødvendige for, at vi kan leve.
I tiden efter stamcelle donationen skal Michael Ziegler følges af hospitalet.