– Kære elskede Josua. Det er så unaturligt, at det er dig, der skulle afsted først. Jeg forstår heller ikke det, du skulle udsættes for, som på ingen måde er retfærdigt. Det er så ufatteligt brutalt.
Sådan sagde den 45-årige Josua Lander Madsens mor Joan Junggren under hans begravelse i Herstedøster Kirke torsdag den 23. marts.
Han mistede livet, efter han blev ramt af en bus ved en ulykke på landevejen Snubbekorsvej i Vridsløsemagle tæt på sit hjem onsdag den 8. marts om aftenen.
I kirken sluttede Joan Junggren med de ord, de to altid sagde som afsked til hinanden i hverdagen:
– Kys, kys. Farvel.
Og hun tilføjede:
– Vi ses lige pludselig.
Forinden sagde hendes barnebarn, Josuas søn Alexander, også et par ord i kirken.
– Tak for de 14 år, far. Jeg har fået nogle gode oplevelser og mødt nogle gode mennesker på grund af dig. Du har lært mig at være den, jeg er, sagde sønnen, ligesom han også fremhævede flere ting, de havde lavet sammen bare de to.
Netop Josua Lander Madsens store kærlighed til sin søn og livet som far blev fremhævet undervejs af flere.
Den lille landsbykirke var fyldt til randen med familie og venner, der var mødt op til afsked.
På de mange blomster og kranse stod der hilsner som “God rejse til metalhimlen”, og selve kisten var pyntet med røde og hvide blomster og en band t-shirt.
– Spil noget fed musik med Morten
Artillerys guitarist Michael Stützer fik også ordet i kirken. Han fortalte om de mange fælles snakke, afdøde og han har haft, når de rundt om i verden har delt hotelværelse som del af samme metalband.
– Josua var altid positiv og hjælpsom. Elsket af vores fans og andre musikere, han spillede med. Han sagde altid “Jeg er på”, når et nyt job bød sig. Han var ligeglad med omstændighederne: Hvad vi tjente. Om vi skulle flyve eller køre i bil. Han ville bare spille. Han elskede det. Da vi spillede på Copenhell sidste år, spillede Josua fuldstændigt suverænt. Han vil blive husket som en af de bedste danske trommeslagere, der har spillet der, sagde Michael Stützer.
Han bemærkede også, at Josua Lander Madsen havde været der for ham i en svær tid, da bandets tidligere guitarist og Michaels bror Morten Stützer døde i 2019.
– Da jeg mistede min bror Morten, var Josua der, og han trøstede mig. Det glemmer jeg ham aldrig for. Jos, hvor end du er nu: Spil noget fed musik med Morten, lød det fra Michael Stützer.
Jeg forestiller mig for mit indre, hvordan Gud, i sin tid har pustet livsånde i mennesket, og dermed har sat en rytme i gang. Vi kan høre den for os, hjerterytmen, der roligt slår sin takt gennem hele livet – den første lyd vi hører fra menneskets helt spæde dage, i sin mors mave – og også den lyd, vi ved, at når den er væk, så ér det menneske det også. Måske lidt som en trommeslager i et band. Der holder musikken kørende.
Mette Hald Mikkelsen, sognepræst til Josua Lander Madsens begravelse
Livets rytme og omskiftelighed
Sognepræsten Mette Hald Mikkelsen bandt det hele sammen ved at tale om livets omskiftelighed og familiens pludselige tab. Hun knyttede en allegori til om livet som en sang med puls og rytme, vers og omkvæd, akkorder, og flettede det sammen med Josua Lander Madsens liv som trommeslager.
Hun nævnte den samtale om ham, som hun har haft med familien inden begravelsen.
– Igennem vores samtale vendte det med musikken tilbage igen og igen, som et omkvæd i Josuas liv. “Josua havde rytmen i kroppen – ALTID” sagde I til mig.
– Musik er ikke kun noget, der kommer fra os. Musik spiller også i os. Det er det, vi kan opleve til begravelser, når vi ikke kan synge, fordi tårerne sidder i halsen på os. Eller som jer, der kendte Josua allerbedst, kunne se hvordan rytmerne nærmest strømmede ud af ham, når han sad derhjemme ved køkkenbordet og trommede 5/8-dels rytmer med fingrene og forsøgte at få jer til det samme, sagde Mette Hald Mikkelsen.
Præsten kom også ind på, at livet både har sider af dur og mol. Også for Josua Lander Madsen.
– Men et livsstykke kan naturligvis ikke kun spille i dur – og moltonerne i Josuas liv har også været til stede og været tydelige. Jeg tror, det nogle gange var hårdt at være ham. Ligesom det måske nogle gange var hårdt at være tæt på ham. Men den sidste tid var en god tid. Josua var så glad på det sidste, sagde I. Han havde en fantastisk fødselsdag den 1. marts og han havde en god dag dén skæbnesvangre onsdag, hvor det hele endte så pludseligt.
