Rektor: Vi skal spare syv millioner

Foto: Jens Wollesen, Petter Becker-Jostes
I går besatte Høje-Taastrup Gymnasiums elever deres uddannelsesinstitution i protest mod, at varslede besparelser vil komme til at koste syv til ti lærerstillinger ifølge beregninger, som gymnasiets ledelse har foretaget. Foto: Jens Wollesen

Det er efter at have lagt gymnasiets budgetter for de kommende år, at ledelsen på Høje-Taastrup Gymnasium har regnet sig frem til, at de varslede besparelser vil koste syv til ti lærerstillinger. Det siger rektor på Høje-Taastrup Gymnasium, Mogens Andersen, til DAGBLADET Roskilde fredag.

– Vi har set, hvad vi kan lave af besparelser på driften, og så er det syv til ti årsværk på lærerstaben, vi skal spare, siger Mogens Andersen.

I et brev, som personalet og ledelsen har forfattet, står der som forklaring på tallene, at alle gymnasier ifølge regeringens udspil skal spare to procent om året på sit budget, mens den årlige finansiering skal nedsættes med 2000 kroner for hver elev. Dette vil i 2019 samlet svare til 7,25 millioner kroner eller 12,5 procent af gymnasiet samlede budget.