I forbindelse med, at der den 25. januar 2023 for sidste gang afholdes byrådsmøde i den nuværende byrådssal på Bygaden 2, har en stribe af de siddende byrådsmedlemmer svaret på et par spørgsmål om deres største oplevelser i den sal, de snart skifter ud med en ny på Rådhusstræde 1.
Her er det Lars Prier (DF), der fortæller.
Lars Prier er 57 år og repræsenterer Dansk Folkeparti. Har været medlem af byrådet i Høje-Taastrup siden kommunalvalget i 1997.
Hvad er den sjoveste oplevelse, du har haft i byrådssalen som lokalpolitiker?
– En af de sjoveste oplevelser var, da nu afdøde Ole Hyldahl fra Enhedslisten i forbindelse med den årlige vedtagelse af kommunens budget (husker ikke året), valgte at stemme for det borgerlige budgetforslag, og tilmed roste borgmesteren i høje toner efter et langt, morsomt og underholdende indlæg – Ole var helt sin egen, meget afholdt, dybt respekteret og svært savnet – uagtet jeg har en fin og god relation til Emil Viskum fra Enhedslisten, som jeg også sætter pris på.
Hvilken debat har været den fedeste og hvorfor?
– Der har været mange fede debatter, både med stor grad af alvor, men også med stænk af humor. Det er svært at vælge en bestemt ud, men generelt er debatterne omkring budgetvedtagelserne ikke kedelige.
Hvad er den vigtigste lokalpolitiske beslutning, du har været med til at træffe i din tid ved byrådsbordet?
– Jeg – og Dansk Folkeparti – har igennem mange år været med i budgetforligene, og vi har fået gennemført mange politiske tiltag både alene og i samarbejde med de andre partier; alle af stor vigtighed. Skal jeg fremhæve en særlig beslutning, som er ” født” af Dansk Folkeparti, så er det indførelsen af og festligholdelsen af Flagdagen den 5. september, hvor vi hylder vores veteraner. I den forbindelse har DF også fået indført, at vi nu har et fuldtids veterankoordinator ansat i kommunen. Det er jeg meget stolt af, for vi skylder at tage hånd om og hjælpe vores veteraner så godt som muligt.
Giv et eksempel på et for dig mindeværdigt/stort øjeblik i byrådssalen.
– Skal jeg nævne ét mindeværdigt øjeblik i byrådssalen, så må det være den aften, hvor jeg i forbindelse med et byrådsmøde modtog Dannebrogsordenens ridderkors, som Michael Ziegler overrakte. Som gammel garder var det stort, at modtage netop den påskønnelse samt efterfølgende opleve at møde Hendes Majestæt Dronningen, da jeg var i audiens for at sige tak for ordenen.
Har du et tip?
Har du et tip eller en god historie, er du velkommen til at kontakte mig på lisbeth.jansen@sn.dk eller redaktionen på taastrup.red@sn.dk
Deltag i Facebook-debatten
Klik dig ind her på Lokalavisen Taastrups Facebook-side og deltag i debatten og få daglige, friske nyheder fra dit nærområde.