Personen bag politikeren: Rumnørd, iværksætter og introvert – og familiefar med stort F

Personen bag politikeren: Rumnørd, iværksætter og introvert - og familiefar med stort F
Foto:

Det er roen og det gode naboskab, der er afgørende for, at Danny Malkowski føler sig allermest hjemme i rækkehuset i Taastrup. Her bor han med sin kone Bettina og deres to børn, Silke og Lukas, som de har valgt at hjemmepasse, indtil børnene skal begynde i børnehave.

– Vi er så heldige, at vi kan få det til at fungere og på den måde få mere tid sammen med børnene, når de er helt små. Det er virkelig en god mulighed, siger Danny Malkowski, der er valgt som Liberal Alliances spidskandidat til kommunalvalget til november.

Parret har boet i Taastrup siden 2018, hvor de flyttede fra en lejlighed i København

– Det var for dyrt for os at blive i byen, fordi vi gerne ville have mere plads og en lille have, og så får man jo bare mere for pengene her. Vi faldt for Høje-Taastrup, dels fordi Bettina har familie her, men også fordi der er nogle gode grønne områder, fortæller 36-årige Danny Malkowski.

Parret har kendt hinanden i fire år og blev gift i marts 2019 på rådhuset.

– Men vi siger, at det ikke rigtig tæller. Vi havde ingen familie eller venner med, for det handlede mest om at sikre vores lille familie, når nu vi havde fået en lille datter. Så vi venter stadig på, at vi har tid og råd til det helt store bryllup, smiler Danny Malkowski.

Mobbet i skolen

Danny Malkowski er vokset op i Hørning i Jylland med en dansk mor og en tysk far – deraf efternavnet.

Skoletiden fylder meget i hans erindring og er det første, han nævner, når han bliver spurgt om sin barndom.

– Jeg gik i en folkeskole, hvor der var ekstrem mobning. Men der blev slet ikke taget hånd om det, og skolen var simpelthen dysfunktionel. Det blev så slemt, at jeg til sidst sagde til min mor, at jeg ikke ville leve mere, fortæller Danny Malkowski.

Hans mor valgte derfor at flytte ham på en privatskole, og det ændrede alt for den unge Danny.

– Det var det bedste, der er sket for mig, understreger han.

Det var dog ikke, fordi han væltede sig i venner af den grund, fortæller han.

– Jeg var ret introvert dengang. Det var nok også derfor, jeg fandt naturvidenskaben som barn. Jeg var meget interesseret i naturen, fysik og rummet, og jeg troede længe, at jeg skulle læse astronomi, husker Danny Malkowski.

– I dag er jeg mere social, men jeg har også stadig et stort behov for at være alene med mine egne tanker. Så ser jeg for eksempel en god science fiction-serie på Netflix, læser faglitteratur eller bygger en rumbase på Mars i et computerspil, siger han.

En rig karriere

Danny Malkowski er uddannet civilingeniør i nanoteknologi med speciale i nanomedicin, men arbejder i dag som investeringsrådgiver for Danish Business Angels, hvor han matcher investorer og iværksættere – det som han selv kalder for virkelighedens »Løvens Hule«. Og så investerer han også selv i iværksætter-virksomheder.

Inden da var han dog lige omkring en tjans som teamleder i Udenrigsministeriet i forbindelse med FN's Klimakonference i 2009, et job hos Haldor Topsøe som rejsende ingeniør og en udstationering i Bahrain i Mellemøsten.

– Jeg havde vel omkring 140 rejsedage om året hos Haldor Topsøe, hvor jeg skulle besøge kunder i for eksempel Indien eller Venezuela for at hjælpe dem med at servicere en reaktor eller starte et naturgasanlæg op. Det var spændende at opleve så mange forskellige lande og kulturer, men også meget krævende, fortæller han.

I 2014 stiftede han sin egen software-virksomhed med en partner, og det var også året, hvor han første gang stillede op til Folketinget for Liberal Alliance. Han blev suppleant og har også været inde på Borgen i fire måneder.

– Jeg har altid været interesseret i politik. Vi talte om politik rundt om bordet, da jeg voksede op, men mine forældre har aldrig været politisk aktive. Det var dog først under mit ophold i Mellemøsten, at jeg for alvor fik lyst til at gøre noget ved det. Her kunne jeg se, hvor godt vi har det i Danmark, men jeg kunne også se, at vi er ved at tabe det på gulvet, siger Danny Malkowski.

Og der er stadig mange ting, der kan gøres bedre, mener han. Derfor vil han gerne i byrådet i Høje-Taastrup, selvom han ved, det vil koste mange timer, hvis han bliver valgt ind.

– Men hvis jeg kan ændre tingene til det bedre, så er det et forsøg værd, siger han.