
Der er sket et formandsskifte i den lokale afdeling af Radikale Venstre i Høje-Taastrup.
Det tidligere folketingsmedlem og viceborgmester i Høje-Taastrup Kommune Nadeem Farooq har overtaget posten som formand for Radikale Venstre i Høje-Taastrup Kommet, efter at den nu tidligere formand Michael Naurbjerg forlod posten i efteråret.
Den nye formands opgave bliver at forberede partiet bedst muligt til kommunalvalget om 10 måneder.
– Min vigtigste opgave er at få skabt et hold af stærke kandidater til det kommende kommunalvalg, så vi får det bedste radikale resultat i kommunen i 40 år. Helt konkret skal vi sikre vores ene mandat i byrådet, men hvis tingene flasker sig, er det bestemt ikke utænkeligt, at vi står med to mandater på valgaftenen. Og den mulighed vil forfølge til det sidste, siger Nadeem Farooq og fortsætter.
– Der er virkelig opbrud i dansk politik for tiden. Samtidig fortsætter dansen med corona, som helt sikkert vil præge kommunalvalget og den måde, partierne kommer til at føre valgkamp på. Så vi er allerede gået i gang med at udvikle nye måder at tale med vælgerne på, siger Nadeem Farooq.
Han var i folketinget for Radikale Venstre fra 2011-2015, og han var medlem af byrådet i Høje-Taastrup fra 2006 til 2011.
I 2019 gjorde han politisk comeback og stillede op til Europaparlamentsvalget uden dog at blive valgt, selvom De Radikale fik et mandag mere end i 2015.
Nu er fokus dog rettet mod kommunalvalget til november.
– Her og nu handler det om at få kørt stærke, radikale kandidater i stilling til valget, og vi vil meget snart præsentere nogle meget interessante navne, lover Nadeem Farooq.
Radikale Venstres bestyrelse består derudover af Rasmus Bugge Jensen (kasserer), Vivi Holde Laursen og Jerry Jensen.