Nyt tiltag: Her skal du vise spil-id for at oddse

Som et af de første steder i landet skal man i Hedehusene og Roskilde vise et såkaldt Spil-id, hvis man vil spille hos Danske Spils forhandlere. Foto: PR
Som et af de første steder i landet skal man i Hedehusene og Roskilde vise et såkaldt Spil-id, hvis man vil spille hos Danske Spils forhandlere. Foto: PR

Hvis du bor i Hedehusene og Roskildeområdet og har planer om at lægge vejen forbi din lokale kiosk eller tankstation for at oddse på dit favorithold eller ramme de rigtige Tips-tegn, skal du huske dit personlige Spil-id.

Fra torsdag den 1. oktober bliver det nemlig obligatorisk at vise id'et, når du vil spille sportsspil hos Danske Spils forhandlere i Hedehusene, Roskilde og Jyllinge.

Spil-id'et indføres for at forhindre børn og unge under 18 år i at spille om penge i butikker.

– Gennem årene har vi udviklet flere og flere værn for at sikre, at børn og unge under 18 år ikke får adgang til vores sportsspil. Men vi må desværre erkende, at vi ikke er lykkedes fuldt ud med opgaven. Det er fortsat for nemt for mindreårige at spille i butikkerne, og derfor indfører vi nu Sikkert Spil, siger Niels Erik Folmann, direktør i Danske Licens Spil og fortsætter:

FAKTA

Fra den 1. oktober bliver det obligatorisk for spillere, der vil oddse eller spille Tips i butikker i Roskildeområdet at bruge et personligt Spil-id. Konkret drejer det sig om forhandlere i Roskilde, Jyllinge og Hedehusene med postnumrene 4000, 4040 og 2640. De kommende uger bredes Sikkert Spil ud til andre områder i landet, og fra den 31. oktober vil man skulle bruge et Spil-id hos alle Danske Spils omkring 2.700 forhandlere, som sælger Oddset og Tips. Det nye Spil-id kan downloades fra Google Play og App Store som en app til mobilen og fås som et plastikkort. Spillere, der er fritaget for at bruge NemID, kan bestille et fysisk Spil-id hos Danske Spils Kundecenter på tlf.: 36 72 80 80.

– Det vil sikkert kræve lidt tilvænning i starten, men vi har gjort os umage for at lave en løsning, der er nem og hurtig at bruge. Og ved at bruge Spil-id'et kan vi sammen beskytte mindreårige mod pengespil.

Udover at beskytte mindreårige vil Sikkert Spil gøre det sværere for kriminelle at misbruge Danske Spils sportsspil til at vaske sorte penge hvide eller forsøge at manipulere med sportsresultater.

– Med Sikkert Spil registrerer vi, hvem der spiller ude i butikkerne, og vi kan følge pengestrømmene. Det giver nogle helt nye muligheder for at bekæmpe både hvidvask og matchfixing, når vi kan følge pengene hele vejen fra kiosk til kamp, siger Niels Erik Folmann.

Gælder ikke Lotto

Indtil videre er Danske Spil den eneste spiludbyder, som stiller krav om registrering med et personligt Spil-id, så det vil fortsat være muligt at spille anonymt i for eksempel kiosker. Men det skal der ændres på, mener Danske Spil:

– Så længe der er spiludbydere, som gør det muligt at spille anonymt, vil kriminelle kunne flyve under radaren. Og samtidig vil mindreårige fortsat kunne spille i butikker. Derfor håber vi, at det bliver lovpligtigt for alle spiludbydere, der sælger sportsspil, at indføre et spil-id, siger Niels Erik Folmann.

Det nye Spil-id kan downloades fra Google Play og App Store som en app til mobilen og fås som et plastikkort.

Indførelsen af Sikkert Spil får ingen betydning for Danske Spils lotterier – Lotto, Vikinglotto og Eurojackpot – og Quicks skrabespil. Man vil altså fortsat kunne spille disse spil uden et at have et personligt Spil-id.