Nyt rådhus trumfer renovering af gammelt

Foto: Bjørn Armbjørn
TÅSTRUP RÅDHUS M. FLAGNING.
TÅSTRUP RÅDHUS M. FLAGNING.

Der er enighed i økonomiudvalget i Høje-Taastrup om, at den nuværende rådhusgrund bør sælges og et nyt rådhus opføres, skriver DAGBLADET Roskilde.

Det er resultatet af den eksterne rapport, udført af Cowi, som viste, at der vil være flere fordele ved at bygge et nyt rådhus fremfor at renovere det gamle, der har fået et enigt økonomiudvalg til at indstille, at man vælger denne løsning.

Sagen bliver dog først endeligt afgjort på byrådsmødet 30. august.

Rapporten viser, at det er 11 millioner kroner billigere at opføre et helt nyt rådhus i forhold til de 242 millioner kroner, som byrådet i første omgang havde afsat til en nødvendig renovering af det nuværende rådhus, og også klart billigere end en totalistandsættelse, der vil koste 315 millioner kroner. Oveni vil udgifterne til at drive bygningen (varme, el, vedligehold mm.) mere end halveres. Da rådhusgrunden samtidig vurderes til at være over 50 millioner kroner værd, er der en samlet økonomisk gevinst på mere end 61 millioner kroner ved at bygge nyt frem for at renovere rådhuset.

Det er et tilbud på rådhusgrunden fra en investor, der har sat nye tanker i gang i byrådet. Om det bliver den pågældende investor, der bliver køber af rådhusgrunden, er dog ikke sikkert, for grunden skal i udbud, når der er taget beslutning om, at den skal sælges.

– Det er slet ikke sikkert, at det nuværende bud vil være det bedste, vi får, og det vi ender med at vælge, men det vil vi finde ud af, når vi sætter den i udbud, siger borgmester Michael Ziegler (K), som også understreger, at der skal laves en ny lokalplan for rådhusgrunden.

For Socialdemokraterne har særligt spørgsmålet om besparelser på den fremtidige drift været afgørende.

– For Socialdemokraterne har det været altafgørende, at driftsudgifterne til et nyt rådhus bliver billigere end det nuværende, og at det bliver billigere at bygge et nyt rådhus end at renovere et nedslidt rådhus. At det så kan være med kickstarte Høje Taastrup C er kun positivt, men det har været de økonomiske fordele, der har gjort forskellen for os, siger gruppeformand Thomas Bak (S).

Borgmester Michael Ziegler vil ikke sætte en egentlig tidshorisont på projektet, men mener, at det i hvert fald vil tage et par år, før et nyt rådhus kan stå klar:

– Måske kan det blive i 2018, at vi kan rykke ind et nyt sted. Det er dog meget vigtigt i denne proces, at kommunens medarbejdere kan blive på rådhuset til det nye rådhus står klar, det vil ikke være en mulighed at flytte et sted hen midlertidigt. Alle skal rykke direkte til det nye, når det er færdigt, understreger han.

Et præcist sted til det nye rådhus vil han heller ikke pege på, men det vægtes højt, at det bliver i Høje Taastrup C.

– En af de store fordele er, at et nyt rådhus her vil være med til at kickstarte hele området. Hvis man stiller sig med ryggen til Torstårnet med blikket mod Torstorp, forestiller jeg mig, at vi skal finde en beliggenhed i den retning, helst ikke så langt fra City2 og Høje Taastrup Station, siger Michael Ziegler.

Hvis byrådet på tirsdag beslutter at bygge et nyt rådhus, skal administrationen i gang med at undersøge mulighederne for at placere det nye rådhus i Høje Taastrup C.