Nye kriterier for omstridt pulje

Foto: Jens Wollesen SJ-MEDIER, Petter Becker-Jostes
Lars Prier (DF) er glad for de nye kriterier for integrationspuljen, men mener også, at en sådan pulje ikke bør findes i al evighed. Foto: Jens Wollesen
Lars Prier (DF) er glad for de nye kriterier for integrationspuljen, men mener også, at en sådan pulje ikke bør findes i al evighed. Foto: Jens Wollesen All rights reserved! Jens Wollesen +4520471563

Klare retningslinjer, en projektevaluering samtidigt med aflæggelse af regnskabet og en bedre sammenhæng med kommunens integrationspolitik. Sådan kan man beskrive det nye ved Høje-Taastrup Kommunes integrationspulje. Det er fritids- og kulturudvalget, som har besluttet sig for de nye kriterier på det seneste udvalgsmøde, efter udvalget i efteråret besluttede sig for, at der skulle strammes op på puljen, skriver DAGBLADET Roskilde fredag.

Baggrunden var, at mange af de projekter, som puljens midler gik til, ikke blev fulgt op af evalueringer med målbare resultater, hvis puljemodtagerne overhovedet indsendte en evaluering. Derfor meldte både Venstre og Dansk Folkeparti sig på banen og sagde, at puljen skulle sløjfes, hvis ikke niveauet blev hævet. Og det er sket med de nye retningslinjer, mener formanden for fritids- og kulturudvalget, Merete Scheelsbeck (K).

– Nu har vi fået bedre styr på integrationspuljen, så den er mere i tråd med integrations- og medborgerskabspolitikken og mere gennemskuelig for ansøgerne, siger Merete Scheelsbeck.

I puljen er der fremover helt klare kriterier for, hvad man kan søge støtte til, og hvad man ikke kan få penge til. Det er for eksempel udelukket at få støtte til gaver, anskaffelse af fast ejendom eller renoveringer, mens udgifter til løn, lokaler og forsikringer er på positivlisten.

De nye kriterier glæder også en af puljens store kritikere, Dansk Folkepartis Lars Prier, der selv stemte for de nye kriterier som medlem af udvalget.

– Nu har vi givet den en respit på to år, så vi kan få en evaluering. Men det er klart, at man kan diskutere, hvor længe man overhovedet skal have en integrationspulje. Det skal jo ikke være for tid og evighed, siger Lars Prier.