Nu samles de foran Rockwool: – Forlad Rusland nu

Rockwool International har aktiviteter i Rusland, og det protesteres der imod tirsdag morgen.

Nu samles de foran dansk gigant: - Ud af landet nu

Høje-Taastrup: ’Vi opfordrer Rockwool og alle multinationale virksomheder til at forlade Rusland og holde fast i denne beslutning, indtil ukrainsk territorial integritet inden for de internationalt anerkendte grænser er genoprettet, og Rusland holdes ansvarlig for sine krigsforbrydelser.’

Således står der i en protestskrivelse udsendt af Ukrainians.dk, der tirsdag morgen fra 8.00-9.15 tropper op foran Rockwool Internationals hovedkvarter i Hedehusene for at demonstrere.

De begrunder deres utilfredshed og i øvrigt lovlige demonstration således:

’Mens Danmark og dets demokratiske allierede anvender sanktioner og arbejder sammen for at begrænse de økonomiske og finansielle ressourcer, der muliggør russisk krig mod Ukraine, fortsætter nogle virksomheder operationelle aktiviteter i Rusland og underminerer ikke kun den fælles indsats, men bliver indirekte involveret i at finansiere krigen med deres skatter’, skriver de og tilføjer:

’Vi har klargjort bannere og t-shirts, så du behøver ikke at medbringe noget’.

Kalder beskyldninger urimelige

Rockwolls bestyrelsesformand Thomas Kähler har fornyelig været ude og forklare koncernens fortsatte tilstedeværelse i Rusland som et svar på en leder fra Berlingske Tidenes Kristian Mouritzen.

’Vi kan altså ikke lukke fabrikkerne ned, som Kristian Mouritzen opfordrer til. Hvis vi opgav vores russiske forretning, ville den blive drevet videre af andre, som om intet var hændt. Det ville betyde at ikke bare skatten af overskuddet, men hele overskuddet og fremtidige pengestrømme ville forblive i Rusland. Og vi kan ikke se, at det vil bidrage med noget positivt at overlade flere indtægter og en velfungerende forretning til den russiske stat eller til en russisk konkurrent. Som følge af den forfærdelige krig i Ukraine besluttede vi i marts at stoppe investeringer i Rusland, og i april trak vi os tilbage, så vi alene er passive ejere og ikke giver instrukser og assistance til det russiske datterselskab’, lyder en del af Thomas Kählers svar på Rockwools fortsatte tilstedeværelse. Det fulde svar kan læse på Rockwools hjemmeside.

Har du et tip?

Har du et tip er du altid velkommen til at kontakte mig på daniel.fonseca@sn.dk eller på tlf. 20243756

Deltag i debatten på Facebook

Klik ind på vores Facebook-side Lokalavisen Taastrup og deltag i debatten