Morgensvømmere og julekaffe i Fløng

Årets to morgensvømmere i Fløng er Ole Knudsen og Kirsten Ramskov.
Årets to morgensvømmere i Fløng er Ole Knudsen og Kirsten Ramskov.

Atter en gang har morgensvømmerne i Fløng Svømmehal afholdt deres julemorgenkaffe, hvor årets to morgensvømmere samtidig blev kåret.

Omkring 50 morgenfriske svømmere var mødt op til årets julebad kl. 06.00, og en time senere blev kaffe og morgenbrød nydt ved bordene, der var dækket op langs bassinkanten i Fløng Svømmehal.

Traditionen tro startede man med en »hjemmebrygget« julesang. Herefter bød idrætsfaglig konsulent Peter Christensen velkommen og roste det gode sammenhold, der er hos morgensvømmerne. Herefter blev årets vindere udnævnt, og det blev Kirsten Ramskov og Ole Knudsen.

Ifølge Brugerrådet i Fløng Svømmehal gør personalet dagligt en stor indsats for at morgensvømmerne skal føle sig velkomne, og man havde derfor samlet ind til et gavekort til Anette's Smørrebrød i Hedehusene, så der kan blive lidt godt til deres julefrokost.