Høje-Taastrup: Erhvervsminister Morten Bødskov (S) blev inspireret om samarbejde mellem iværksættere og praktisk forskning og behovsdreven innovation ved besøg på Teknologisk Institut i Taastrup.
Erhvervsminister Morten Bødskov fik eksempler på højteknologisk samarbejde mellem dansk erhvervsliv og forskningsfaciliteter, da han besøgte Teknologisk Institut mandag. Her fik ministeren smagsprøver på Instituttets konkrete samarbejde med danske virksomheder – fra store etablerede virksomheder og som hjælp til danske iværksættere.
– Det er både imponerende og spændende at se det praksisnære samarbejde, der er sammen med virksomhederne indenfor de forskellige danske vækstområder, sagde Morten Bødskov efter besøget på Teknologisk Institut.

På besøget fik ministeren bl.a. eksempler på Teknologisk Instituts arbejde med printet elektronik, hvor Teknologisk Institut leder et internationalt forskningssamarbejde der sigter på at kunne i integreret elektronik i blandt andet tøj, som fx kan monitorere bærerens sundhedstilstand. Der blev også forevist Teknologisk Instituts arbejde med at integrere højeffektive silicium-solceller i vingerne på mindre dansk producerede fastvingedroner samt eksempler på 3D-printede special metalkomponenter, som med deres optimerede design kan bruges i industrien, hvor både lettere og stærkere komponenter efterspørges.
Hvad mener du?
Deltag i debatten på Facebook-siden Lokalavisen Taastrup.
– Vi er i fuld gang med at arbejde på at digitalisere den traditionelle industri, som bevæger sig i retning af en udvikling, som kommer frem til løsninger, som både er optimerede og samtidig mere bæredygtige. Den slags arbejde kan lade sig gøre, fordi vi er en del af noget større; værdifuldt samarbejde mellem praktiske forskningsinstitutioner som os og så erhvervsliv fra både Danmark og resten af verden, sagde adm. direktør Juan Farré, Teknologisk Institut.
Han sagde, at en virksomhed, der samarbejder med Teknologisk Institut, accelererer og forenkler udviklingsforløbet af det konkrete produkt mod markedet.
– Vi stiller vores ekspertise og unikke laboratorier til rådighed for over 10.000 virksomheder årligt, forklarer Juan Farré.

Morten Bødskov så som eksempel på dette tætte samarbejde mellem iværksættere og Teknologisk Institut ved et besøg på nyt mobilt udstyr, en transportabel foto-bioreaktor i en container, som kan omdanne CO2 fra eksempelvis biogas- eller fermenteringsanlæg til mikroalger. Det er firmaet Algiecel, som har lejet sig ind på Teknologisk Institut, hvor de i tæt samarbejde med Teknologisk Instituts algeeksperter udvikler en komplet løsning, hvor man skal kunne tilbyde mobil CO2 fangst som service. I reaktoren kan algerne med elektricitet omdanne CO2 til proteiner til landbruget samt højværdi omega-3 fedtsyrer, der kan bruges i bl.a. kosttilskud og kosmetik.
Endelig så ministeren verdens mest avancerede indeklima-laboratorium, som på samme dag kan simulere både en kold vinterdag og en varm sommerdag og derved teste forskellige indeklimateknologier for over 200 danske og internationale virksomheder.
