Der var både kram, high fives og nuckles hele vejen rundt, da en flok studenter fra årgang 2020, 2021 og 2022 mødtes på Høje-Taastrup til Alumnedag.
En bred vifte at uddannelser var repræsenteret, og de tidligere studenter var glade for at være tilbage på det gamle gymnasium, hvor de fortalte om deres valg efter gymnasietiden – om hverdagen på studierne, om at flytte hjemmefra, om studiejob, netværk, lektier og valg. Både rigtige og forkerte valg.
– I dag skal I være nysgerrige, bevæge jer rundt, og sørge for at stille spørgsmål til det hele, sagde gymnasielærer Nicolas Stjernstrøm, da han bød afgangseleverne fra Høje-Taastrup Gymnasium velkommen.

Også uddannelsesvejleder fra Studievalg København Signe Lange var med og fortalte om grundstrukturen i de videregående uddannelser. Og så var det ellers de unges tur:
Gæsterne kom med en kort præsentation, og derefter kunne 3.g’erne cirkulere rundt ved bordene og høre om de forskellige uddannelser.
Deltag i Facebook-debatten
Klik dig ind på Lokalavisen Taastrups Facebook-side, og deltag i debatten og får daglige, friske nyheder fra dit nærområde.
Håber at læse medicin
– Jeg håber bare, jeg kan komme ind på medicin, lød det fra Sara Nur Kavakli fra 3.x, som naturligvis havde været forbi Ahmed Opardija, der læser medicin på andet år.
– Det bedste var faktisk at snakke med Louise, som holdt sabbatår og havde startet sin egen virksomhed med import af smykker. Jeg vil også gerne være selvstændig – og læse noget økonomi, sagde Melisa Nur Kaya fra 3.x.

Et par piger fra 3.y skulle lige høre lidt mere om diplomingeniør-uddannelsen, så de kunne sammenligne med den anden ingeniør-uddannelse, de lige havde hørt om. Ved alle bordene gik snakken, og der blev stillet spørgsmål om alverdens ting.
Har du et tip?
Har du et tip eller en god historie, er du velkommen til at kontakte mig på kasper.ellesoe@sn.dk eller telefon 2619 9976
Kan også skifte uddannelse
– Jeg synes også, det er vigtigt at snakke om at skifte studie, fortalte den tidligere elev Saffa Sadiq, der har skiftet studie to gange og nu læser til byggekoordinator:
– Man kan faktisk godt droppe ud af en uddannelse og starte igen på noget andet. På min uddannelse går der nogen, der er 50 år, men det betyder ikke noget, når man er glad for studiet, siger Saffa Sadiq.
Da 3.g’erne var sluppet ud til gymnasiehverdagen igen, var de gamle studenter på besøg på lærerværelset, og så var det tid til en ny krammerunde.
Lærer Malene Søderberg havde 3.k i dansk, som var dem, der var på besøg, og gav dem huer på i 2021:
– Det er så dejligt at se dem igen, og høre, hvad de laver. Og så fedt, at de har lyst til at komme her igen og fortælle deres historier, siger hun.