Masser af videnskab og faglighed for alle klasser

Det har myldret med forskere og forskningsformidling på Høje-Taastrup Gymnasium, for i anledning af Forskningens Døgn har gymnasiet traditionen tro sat en række af faglige arrangementer op for skolens egne elever og for kommunens folkeskoleelever.

Størst var et arrangementet fredag den 26. april, hvor 7. klasser fra Torstorp Skole, Borgerskolen og Charlotteskolen besøgte gymnasiet til et tætpakket program med Science Show og undervisning i en række workshops.

De fire workshops blev afviklet af elever fra gymnasiet og fra Fitness-uddannelsen på Next og havde alle sammen på forskellig måde fokus på krop og sundhed.

På post to blev der arbejdet med fedtprocent, talje/hoftemål og BMI, og det var noget, som eleverne gik op i.

Ruben fra 7.g på Torstorp Skole fik blandt andet et tilfredsstillende resultat, og skyndte sig at ringe til sin mor for at fortælle, at alt var godt.

På workshoppen blev de undervist af elever fra 2. a på gymnasiet.

– De var virkelig søde og hjælpsomme, og gode til at fortælle om stoffet, roser Lissie fra 7.g på Torstorp Skole.

Eleverne fra gymnasiet var inden workshoppen blevet undervist i fedtvæv af Lise Charlotte Berg fra Københavns Universitet.

På workshoppen om alkohol blev eleverne budt to forskellige drinks – en uden alkohol og én, som eleverne troede indeholder alkohol.

– Det var virkelig sjovt at se, at næsten alle syntes, at den blå drink (som de troede indeholdt alkohol), smagte bedst, fortæller Katrine fra fitness-uddannelsen på Next, som var med til at afvikle workshoppen:

– Eleverne lytter faktisk til os og til de ting, vi fortæller, og de bliver også overrasket over nogle af de ting, vi laver med dem, siger hun-

Forskningens døgn forløb over et meget langt døgn fra 24. til 30. april, og i løbet af dette tidsrum er der også blevet plads til en række andre arrangementer på gymnasiet.

De to religion B-hold blev klogere på islamismens demokratiske potentiale til et foredrag af Saer El-Jaichi fra Institut for Tværkulturelle og regionale studier på Københavns Universitet.

Og eleverne i 1.hf, der skal til at afslutte deres naturvidenskabelige undervisning med projekter om bl.a. fremtidens energi og klima, hørte på seniorudviklingsingeniør fra DTU, Per Nørgård.

I hans oplæg »Helt elektrisk« om fremtidens energiløsninger talte han om status, fortid og fremtid for sol- og vindenergi i Danmark.