
Fodbold: Indbydende nye limegrønne parasoller var opstillet for at byde tilskuere velkommen til forårspremiere på en veltrimmet grønsvær i Taastrup. Det var dog ikke en stikkende sol, man skulle stå i ly for, men derimod kunne de kulørte afskærmninger hindre, at fadøllene blev for tynde og man blev gennemblødt af en silende forårsregn. Fokus var heldigvis på banen, hvor Taastrup hurtigt fik sat sig på kampen og kørte en sikker sejr hjem på 5-2 over nogle godt fightende fynboer fra Aarup.
Steffen Dax Heide havde til lørdagens kamp fundet plads i startformationen. Tydeligvis var han indstillet på at kvittere for tilliden og før de røde lamper på stadionuret viste at der var gået 10 minutter, havde han med et brag flugtet hjemmeholdet i front. Nu var scenen sat og Tonni Adamsen kunne overtage hovedrollen. Med to hurtige scoringer, den ene med god hjælp fra Aarups målmand, lukkede Tonni kampen efter blot 20 minutter. Udeholdet var tydeligvis frustreret, hvilket udmøntede sig i aggressivt fysisk spil, nogle gange lige til stregen af det der opfylder fodboldreglerne. Heldigvis forstod den karismatiske dommer at afvikle matchen på kompetent vis, så tændingen ikke udviklede sig på negativ vis. Tonni havde stadig fokus på boldspillet og kunne ca. 10 minutter før pausen fuldende det hattrick, han allerede på torsdagens træningsaften havde annonceret. Ros til Aarup for deres indstilling til ikke blot at ville begrænse et uundgåeligt nederlag. Umiddelbart før pausen fik de fortjent reduceret, da de spillede en bold i dybden i Taastrups højre forsvarsside. Da Fuhrmann gav lige lovlig meget plads ved forreste stolpe sparkede Otterups angriber fornuftigt nok bolden ind der.
Hård modstand på Fyn
Anden halvleg blev kørt hjem på cruise control, men for ofte gik Taastrup ned i tempo og det fysiske i spillet blev udslagsgivende. Her havde de store drenge fra Fyn absolut deres kompetencer og var derfor væsentligt bedre med efter pausen. Men kvalitet fornægter sig ikke – efter en halv time sendte Yasin Altinkaya bolden i nettet med hovedet efter et veludført hjørnespark. 10 minutter før slutfløjt kvitterede Aarup, ligeledes med et flot hovedstød, til slutresultatet 5 -2 i hjemmeholdets favør.
Lørdag formiddag triller spillerbussen mod Krarup/Espe for endnu engang at møde et fynsk hold. DS pulje 2 leverer her fra forårets start bemærkelsesværdige resultater. Det er bundholdende, heriblandt lørdagens hjemmehold, som ikke har tænkt sig at lægge sig fladt ned. Derfor må det forventes at Taastrup vil få hård modstand i det fynske. Der er derfor brug for opbakning til vore spillere. Det giver klubben mulighed for ved at invitere supportere indenfor i spillerbussen for blot 100 kr.. Henvendelse om turen skal ske hos Taastrup FC.