
I de næste foreløbigt fem år har Fløng-Hedehusene Fodbold fået en sponsor.
Home I Hedehusene bliver sponsor for klubben, og parterne har netop underskrevet en historisk stor samarbejdsaftale.
Aftalen indebærer blandt andet, at Home-logoet kommer til at pryde klubbens 1. holds kamptrøjer. Derudover vil man heller ikke være i tvivl om, hvem der er hovedsponsor i klubben, når man i fremtiden træder ind på klubbens hjemmebane.
Logo-profilering er dog kun den ene gren af aftalen.
– Det ligger os meget på sinde, at de aftaler, vi indgår er samarbejdsaftaler og ikke »bare« sponsorater. Derfor er aktiveringen af sponsoratet den vigtigste faktor for os, siger sponsoransvarlig i klubben, Simon Cuber.
Af samme årsag vil Home Hedehusene-mæglerne, Jan Isaksen og Paulo Fernando, også blive velkendte ansigter i klubben i fremtiden.
– Jan og Paulo kommer uden tvivl til at blive en naturlig del af FHF-familien. Deres passion for fodbold, foreningsliv og for at gøre en positiv forskel i lokalområdet skinner klart igennem, siger Mathias Hansen, formand for Fløng-Hedehusene Fodbold.
For indehaver af butikken i Hedehusene, Morten Sørensen, har den nye bestyrelses visioner for fremtidens Fløng-Hedehusene Fodbold, været afgørende for indgåelsen af aftalen.
– Vi vil rigtig gerne investere i lokale ildsjæle, som, vi synes, holdet fra Fløng-Hedehusene Fodbold er. Vi er flere fra butikken, som har en fortid i fodboldverdenen, så da vi blev spurgt, om vi ville være med på den nye rejse, var svaret ret nemt. Vi glæder os til at kunne komme ned og drikke en øl og spise en pølse med alle de lokale og se en god fodboldkamp, siger Morten Sørensen.
Det er mange år siden, at Fløng-Hedehusene har haft en hovedsponsor, og så vidt vides aldrig en aftale i denne størrelsesorden, oplyser klubben.
Det vil uden tvivl kunne mærkes i hele klubben og understøtte den nye bestyrelses vision, om at skabe en sund økonomi, der danner grobund for sportslig og social udvikling.