Hylder supermarked: – Det er så flot

Ansvar: Rema 1000 i Fløng løfter et socialt ansvar, og det er der behov for, mener man i arbejdsmarkedsudvalget på Høje-Taastrup Kommune.

Der var angiveligt tale om to gerningsmænd, som truede sig til to indkøbsvogne med varer. Foto: Daniel Fonseca

Det er Rema 1000 i Fløng, der fremhæves. Foto: Daniel Fonseca

Høje-Taastrup: Flere borgere skal hjælpes til et liv med mindre støtte eller helt uden specialiseret støtte. Sådan lyder ambitionen i Høje-Taastrup Kommune.

Men sandheden er, at udgiftsudviklingen på området er steget fra 342,5 millioner kroner i 2018 til forventet 405,8 millioner 2022. Det svarer til en udgiftsstigning på 63,3 millioner kroner på de fire år.

Den udvikling har man netop diskuteret i arbejdsmarkedsudvalget, hvor man har bedt administrationen om at se på, hvad man kan gøre for at få flere borgere med eksempelvis handicap ud på arbejdsmarkedet.

En lokal virksomhed har på eget initiativ grebet den social udfordring.

Rema 1000 i Fløng har en social profil, hvor syv ud af supermarkedets 45 ansatte har udfordringer af forskellig karakter, og derfor er ansat i enten et skåne- eller flexjob. Det kan du læse mere om i artiklen ’De er stolte af at være en social virksomhed’ på sn.dk/taastrup.

Initiativet glæder formand for arbejdsmarkedsudvalget Marjan Ganjou (K).

– Det er så flot det, som de gør. Man må bare som kommune sige mange tak til Rema 1000 i Fløng for den måde, de tager ansvar på. Jeg håber, at mange andre virksomheder kan lade sig inspirere af dem, for det er denne slags samarbejder, som vi ønsker at få flere af, siger Marjan Ganjou.

Hun forklarer, at det også er kommunens ansvar at tage fat i virksomheder og hjælpe med at skaffe eksempelvis lønnet praktik og arbejde til de borgere, der har et handicap. Man er udfordret på området, og afventer derfor nu administrationens anbefalinger.

Marjan Ganjjou er formand for arbejdsmarkedsudvalget i Høje-Taastrup Kommune. Foto: Daniel Fonseca