– Hvorfor skal vi have en ny legeplads?

Foto: Stina Felby Madsen

Hedehusene: De ældste elever på Hedehusene Skole skød med skarpt mod de fremmødte lokalpolitikere, da der fredag var valgdebat på skolen.

Eleverne havde forberedt flere grundige spørgsmål, så politikerne fik ikke lov til at slippe afsted med luftige ord og tomme løfter.

Blandt andet blev den nye interaktive legeplads på skolen flere gange bragt på bane. Eleverne ville have politikernes forklaring på, hvorfor de ikke var blevet spurgt i sagen, og om de ikke kunne have fået nye bøger eller stole, som de mangler, i stedet for en interaktiv legeplads.

Forklaringen lød, at legepladsen var et sundhedstiltag, der skal hjælpe blandt andre eleverne til at få en sundere hverdag. Pengene kommer desuden ikke fra skolens budget, men fra en særlig pulje rettet til at fremme sundhed.

– Men man kunne sagtens inddrage jer mere, for eksempel ved at oprette et ungdomsråd og give dem høringsret i sager, der netop omhandler unge, sagde SF's Iben Helding.

Eleverne kom også omkring emner som smartboards, skoleuniformer og sund skolemad. Det kan man læse mere om i DAGBLADET Roskilde lørdag.