Hans-Henrik fik sølvmedalje til sit andet DM

Hans-Henrik fik sølvmedalje til sit  andet DM

To lokale spillere dystede i weekenden ved Danmarksmesterskaberne i minigolf på eternit i Brøndby Strand.

61 deltagere var fordelt på herresenior, damesenior, junior og veteran damer og herre.

Den lokale klub TIK-Minigolf havde to spillere til start, hvor Hans-Henrik Nielsen spillede i veteranklassen og Leif Vesti i herresenior.

Der blev spillet 4 runder og i alt 72 huller både lørdag og søndag.

I veteranherreklassen stillede 14 mand til start. Her tog Hans-Henrik Nielsen sig af sølvmedaljen efter Erik Meldgaard fra Randers Minigolf Klub, som vandt sit 27. danske mesterskab og det 11. mesterskab i træk i veteranklassen.

Efter første runde lå Hans-Henrik Nielsen på førstepladsen, men resten af turneringen lå han på en sikker andenplads.

Hans-Henrik Nielsen stillede op til sit blot andet mesterskab på eternit, som også er den type baneanlæg som TIK-minigolf består af.

Leif Vesti stillede op i herre seniorrækken og blev nummer 14.

Leif Vesti har kun spillet minigolf i tre måneder, men formåede på førstedagen at gøre sig bemærket med at ligge helt fremme blandt elite- og landsholdsspillere.

I september er der DM i langbane-filt. Det foregår i Jyllinge, som har det eneste anlæg af den slags på Sjælland.