
Nogle samler på frimærker, andre elsker veteranbiler, men lørdag var det en flok lidt anderledes nostalgikere, som var forsamlet uden for Kroppedal Museum. For tredje år i træk dannede museet nemlig rammen om Kroppedal Grand Prix, et motions- eller måske rettere hyggeløb for gamle racercykler.
Reglerne for både motionsløbet og den efterfølgende skønhedskonkurrence er simple: Det kræver en stålramme at stille op, og aluminium eller endda carbon er derfor fuldstændig bandlyst. Til gengæld øger det chancen for at blive kåret til flotteste cykel, hvis alle detaljerne er i orden, og også drikkedunken stammer fra dengang, far kørte i Ford Escort.
Og det var tilfældet for en gammel racer af det hæderkronede svenske mærke Monark. Cyklen vandt i kategorien »flotteste norske eller svenske racercykler,« og det var meget svært for dommerne at sætte en finger på, hvad der kunne have været bedre, når selv drikkedunken stammer fra årene omkring 1980:
– Der er så meget på den, som er helt originalt. Han har endda gjort sig umage for at finde det rigtige dæk, og bremsekablerne har en god bukning i modsætning til mange andre cykler, hvor de er for lange, siger dommer Lars Ingemann Hansen.