Foto: Her er den nye byrådssal – se, hvad den også har at byde på

Foto: Her er den nye byrådssal - se, hvad den også har at byde på

Sådan ser byrådssalen ud på det nye rådhus i Høje-Taastrup Kommune. Det er opført i bydelen Høje Taastrup C med adressen Rådhusstræde 1. Foto: Lisbeth Jansen

For flere der træder ind i Høje-Taastrups nye byrådssal for første gang falder tanken på, at rummet minder om en koncertsal.

Og det er ikke helt ved siden af, for den vil i fremtiden blandt andet kunne lånes ud til koncerter og andre lignende arrangementer udover byrådsmøder, vielser, borgermøder, og hvad en byrådssal ellers normalt bruges til.

Det kommer frem under en rundvisning på det nye rådhus i bydelen Høje Taastrup C, hvor kommunaldirektør Lars Holte og fungerende borgmester Kurt Scheelsbeck (K) viser rundt i den nyopførte bygning sammen med Jim Holme Højfeldt, der er projektleder på rådhusbyggeriet.

Rådhuset åbner for offentligheden den 13. februar 2023 klokken 10.

Foreninger kan låne lokaler

Kommunens foreninger kan booke lokaler uden for rådhusets normale åbningstid – bookingen foregår via Fritids- og Kulturcentret.

Kilde: Høje-Taastrup Kommune

Beklædt med træ

Selve rummet er beklædt med træ på både gulv, loft og tre af fire vægge. Den sidste væg er af glasruder og fungerer som et langt vindue, der vender ud mod området Høje Taastrup C. Et par døre i væggen kan potentielt åbnes ud mod området.

Rummet er godkendt til 350 mennesker, og det måler 267 kvadratmeter.

Under rundvisningen er der endnu ikke sat et bord op til byrådsmedlemmerne, men det kommer meget snart, for det første byrådsmøde i det nye rådhus skal holdes onsdag den 15. februar klokken 18.

Og ligesom i det gamle rådhus på Bygaden bliver bordet buet, fortæller kommunaldirektøren.

Lars Holte er kommunaldirektør i Høje-Taastrup Kommune. Foto: Lisbeth Jansen

Teddy Venlig og amfiteater har fået ærespladser

Projektleder Jim Holme Højfeldt viser de fine friser frem, der beklæder den ene væg.

Det er billeder, som er skabt ved at bore huller i en plade, så et motiv træder frem ligesom når man ser et fotografi med synlige pixels.

Har du et tip?

Har du et tip eller en god historie, er du velkommen til at kontakte mig på lisbeth.jansen@sn.dk eller redaktionen på taastrup.red@sn.dk

Der er fem motiver i alt. De forestiller forskellige repræsentative steder i kommunen: Teddy Venlig fra Hakkemosen, skaterbanen i Høje Taastrup C, Amfiteatret i Hedeland, det gamle vandtårn på gasværksvej i Taastrup samt Høje Taastrup Station.

For det var nemlig ønsket både at have historien med over i den nye bygning og samtidig pege mod noget nyt.

Teddy Venlig er en af Vestegnens kæmper og bor i Hakkemosen. Han er som de andre kæmper lavet af kunstner Thomas Dambo for år tilbage i anledningen af Vestegnens Kulturuge. Nu beklæder kæmpen så også byrådssalen på det nye rådhus. Foto: Lisbeth Jansen

21 lamper og 21 byrådsmedlemmer

Over motiverne af amfiteatret, vandtårnet og stationen hænger 21 runde lamper, der stammer fra det gamle rådhus, hvor de hang på gangene. De er blevet efterset og nu genbrugt her.

Detalje fra den nye byrådssal. Foto: Lisbeth Jansen

Om det er et bevidst valg vides ikke, men der er tilfældigvis også 21 medlemmer af byrådet.

Ligesom på det gamle rådhus er der teknisk udstyr til at optage og streame alle byrådsmøder – men nu også andre begivenheder som fremadrettet afholdes i byrådssalen.

Byrådssalen som den ser ud en god uge før første åbningsdag den 13. februar 2023. Foto: Lisbeth Jansen

Byrådssalen ligger i en tilbygning på nordsiden af det nye rådhus i stueetagen. På taget af byrådssalen er der solceller og græs – begge dele med tanke på bæredygtighed.

Deltag i Facebook-debatten

Klik dig ind her på Lokalavisen Taastrups Facebook-side og deltag i debatten og få daglige, friske nyheder fra dit nærområde.