Høje-Taastrup: I forbindelse med Teater Møllens forestilling Tre Søstre på Taastrup Teater, tager forestillingens kunstneriske hold, de fem skuespiller sammen med instruktør Gitte Kath, komponist Claus Carlsen og publikumsudvikler og journalist Nanna Rohweder ud til tre institutioner og laver workshops. Med sig har de også en række gæsteundervisere, blandt andre Ayan Mouhoumed, chefredaktør på online magasinet Ethniqa Magazine.
Der er tale om workshops på tre gymnasier, som Taastrup Teater i forvejen har et nært samarbejde med; CPH West, Avedøre Gymnasium og Høje Taastrup Gymnasium.
De tre workshops skal give eleverne på de tre gymnasier mulighed for en anderledes introduktion til, hvordan forestillingen Tre Søstre er skabt. De skal på egen krop skal prøve kræfter med hhv. drama, formidling, dramatik, instruktion og billedkunst.
– På denne her måde får eleverne et godt indblik i processerne, de får kunstskabelsen ind under huden og får langt mere ud af at se forestillingen i professionelt regi senere samme dag. Uden de unge er der ingen grund til at lave teater. De er ikke kun fremtidens publikum, de er nutidens, siger Nanna Rohweder.