Erhvervsskoler slår dørene op

En erhvervsuddannelse kan føre til et godt job, være et springbræt til mere uddannelse eller kickstarte en karriere som selvstændig. Sådan lyder det fra erhvervsskolerne i Region Hovedstaden, som derfor inviterer indenfor til åbent hus den 2. november. Foto: Hans-Jørgen Johansen
En erhvervsuddannelse kan føre til et godt job, være et springbræt til mere uddannelse eller kickstarte en karriere som selvstændig. Sådan lyder det fra erhvervsskolerne i Region Hovedstaden, som derfor inviterer indenfor til åbent hus den 2. november. Foto: Hans-Jørgen Johansen

Argumenterne for at vælge en erhvervsuddannelse står i kø, og dem skal de unge og deres forældre have med i overvejelserne om, hvad der skal ske efter 9. eller 10. klasse.

Sådan lyder det fra erhvervsskolerne i Region Hovedstaden, som derfor er gået sammen om arrangementet »Besøg erhvervsskolerne« lørdag den 2. november.

Se skolerne indefra

Skolerne slår dørene op på en lang række adresser, hvor de unge og deres forældre kan komme og blive klogere på erhvervsuddannelserne og de muligheder, de rummer.

FAKTA

Følgende skoler har åbent lørdag den 2. november: NEXT Uddannelse København TEC Technical Education Copenhagen U/Nord uddannelser i Nordsjælland Hotel- og Restaurantskolen Diakonissestiftelsen SOSU H (sammen med TEC og U/Nord) Tjek tider og adresser via oversigten på www.cphskills.dk eller på skolernes egne hjemmesider.

Som besøgende kan man se en erhvervsskole indefra og danne sig et indtryk af atmosfæren, faciliteterne og undervisningsmiljøet. Man møder også lærere, elever og vejledere, der kan fortælle om de forskellige uddannelser på stedet, og man kan få mere at vide om fx praktik, løn og jobmuligheder.

Fra Region Hovedstadens side håber formanden for forsknings-, innovations- og uddannelsesudvalget, Lars Gaardhøj (S), at mange unge og forældre finder vej til erhvervsskolerne den 2. november.

– Jeg håber, at de åbne døre på erhvervsskoler i hele regionen vil gøre de unge klogere på det rette uddannelsesvalg for netop dem. Mange unge er med garanti slet ikke klar over, hvor mange fede muligheder erhvervsuddannelserne rummer. Det er også vigtigt at formidle til de unge, at Region Hovedstaden og virksomhederne i vores område efterspørger unge med en erhvervsfaglig uddannelse, og det giver gode chancer for et godt job bagefter, siger Lars Gaardhøj.