Torben Rasmussen, formand for Den Skabende By i Hedehusene og tidligere formand for Hedehusene Erhvervsforening, er sovet stille ind den 23. december 2022.
Det oplyser hans familie på hans Facebook-profil i et opslag den 28. december:
“Det er med stor sorg at måtte meddele at Torben Rasmussen er sovet stille ind den 23. december. Elsket og savnet. Familien.”
Torben Rasmussen blev 78 år.

Aktiv i erhvervslivet
Han boede i Fløng og havde i mange år sin virksomhed TR Autolakering på Baldersbuen i Baldersbrønde. Virksomheden kom senere til at hedde TR Auto- og Skadecenter og nåede at runde 40 års jubilæum i 2014. Et par år efter gik Torben Rasmussen på pension. Men hans engagement i Hedehusene fortsatte.
Fra 2014 til 2018 var han formand for Hedehusene Erhvervsforening, hvor han blandt andet arbejdede meget aktivt for at gøre Hovedgaden flot.
Derudover var han aktiv flere andre steder i Hedehusene. Han var til sin død formand for foreningen Den Skabende By 2640.
En årrække var han blandt andet også erhvervsambassadør på Charlotteskolen og i det hele taget engageret i Charlottekvarterets udvikling.
Ad flere omgange var han opstillet til kommunalvalg for Det Konservative Folkeparti, senest i 2021, uden dog at blive valgt. Men qua hans opstilling var han suppleant for byrådsgruppen i partiet.
Fagligt var han også engageret i flere brancheforeninger på landsplan i en årrække, både som formand og bestyrelsesmedlem, heriblandt i FAI.
Han grundlagde sit firma i Valby i 1974, og i 1988 byggede han et på det tidspunkt meget miljørigtigt og moderne automalerværksted i Baldersbrønde, hvor der blev malet både person- og lastbiler. Mange lærlinge er blevet uddannet fra hans værksted, og han har gennem årene ad den vej også taget mange anviste unge fra kommunen under sine vinger.

Blev Årets Hedehusborger for 2013
I foråret 2014 fik Torben Rasmussen den hæder at blive valgt til Årets Hedehusborger 2013. En pris der uddeles hvert år af Socialdemokratiet i Høje-Taastrup.
Han gav selv udtryk for, at det at modtage prisen betød meget for ham.
“Det er ikke tit det sker, men jeg bliver altså rørt til tårer,” sagde han i forbindelse med overrækkelsen og som reaktion på de ord, der fulgte med.
En anden lokal ildsjæl i kommunen, Knud Anker Iversen, der har arbejdet sammen med Torben Rasmussen i Hedehusene Erhvervsforening kalder Torben Rasmussen for “en ener”, der brændte for byen langt ind i hjertet. Han hæfter sig også ved Torben Rasmussens gode humør, der “kunne få andre til at flytte sig.”
Knud Anker Iversen mindes nu Torben Rasmussen gennem de ord, der blev brugt som indstilling til Årets Hedehusborger:
“Torben banker langt inde i sjælen for Hedehusene. Udover at være en meget ansvarlig erhvervsmand der gennem en generation forbilledligt har drevet TR-Autolakering, har han altid banket for Hedehusene. Torben magter – som ingen anden i Hedehusene – at koble erhvervslivet med byens øvrige sociale og kulturelle liv. Han har et stærkt socialt engagement. Ikke bare er han ivrig til at sponsorere bl.a. det lokale idrætsliv, men han tager også meget aktivt del selv. Det mærkes i hans stærke involvering i områdefornyelsen, hans engagement i forhold til at hjælpe de unge omkring Charlottekvarteret med at finde en retning i livet.
Han er et stærkt talerør for Hedehusene Erhvervsforening, hvor han – uden at skåne sig selv – kaster sig på banen på alle leder når erhvervets og byens interesser skal tales,“ lød ordene i indstillingen.
Torben Rasmussen efterlader sig sin hustru Britta og deres børn og børnebørn.
