6. klasse på Reerslev Skole har for nylig afholdt to projektuger, hvor eleverne har arbejdet med CRAFT (Creating Really Advanced Future Thinkers), der handler om samarbejde om innovativ problemløsning med brug af it.
Emnet for skolens projekt har været FN's 12. Verdensmål: Ansvarligt forbrug og produktion.
Grupperne har arbejdet selvstændigt med at formulere en problemstilling, som de har arbejdet ud fra i ugerne. Efter de to ugers arbejde har grupperne præsenteret deres idé ved en fremlæggelse, og et dommerpanel bestående af skolelederen og klassens lærere har valgt den gruppe, som skal fremlægge deres idé, når der er fælles CRAFT-konkurrence for kommunens folkeskoler den 28. februar på Høje-Taastrup Kommunes Rådhus.
Vindergruppen har udviklet en app, hvor man kan dele tøj med hinanden i stedet for hele tiden at købe nyt og smide ud. Appen har navnet Next Owner.
Gruppen har arbejdet ud fra en problemstilling om, at vi i Danmark smider alt for meget ud, og at affaldsmængden belaster miljøet.
De andre grupper fremlagde også fine bud, nemlig bud på en cykelapp og forslag om minihaver.
Børnene har selv givet udtryk for, at det har været nogle spændende uger – selvom det til tider har været vanskeligt ikke at kunne få sine egne ideer igennem, lyder det fra skolen.