Efter et forrygende 2019 kunne tre unge bueskytter modtage Lokalavisen Taastrups pokal for årets største idrætspræstation.
Det skete lørdag aften ved TIKs traditionelle pokalfest i Taastrup Idræts Haller.
Natascha Stütz, Tore Bjarnason og Christoffer Berg, der vandt sølvmedaljer ved ungdoms-VM og satte flere verdensrekorder, modtog Lokalavisen Taastrups pokal, som er den ældste og regnes for "den fineste" af de pokaler, der hvert år uddeles til TIKs store pokalfest. Pokalen uddeles til årets største idrætspræstation eller en ekstraordinært stor lederindsats gennem mange år.
De tre unge bueskytter fra Taastrup deltog ved ungdoms-VM i Madrid i august sidste år og hentede to sølvmedaljer og satte tre verdensrekorder.
DAGBLADETs ungdomslederpris gik til TIK Gymnastiks trænerteam i konkurrenceafdelingen, mens Taastrup Erhvervsforenings pris gik til pokalfestudvalget i TIK.
Det var en aften med masser af fest og stemning. Deltagertallet var det højeste de seneste 10-15 år – 325 TIK'ere var på plads til festen, der bød på god mad, musikalsk underholdning, taler, pokaloverrækkelser og dans til på den anden side af midnat.